AaB

Hiljemark forstår frustrerede fans: - Der er mange følelser i det her

Det var en relativt ordknap Oscar Hiljemark, der skulle gøre status efter nedrykningen var en kendsgerning

Følelserne sad uden på tøjet hos alle efter nedrykningen var en realitet.
Følelserne sad uden på tøjet hos alle efter nedrykningen var en realitet. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 21:26

AALBORG: Oscar Hiljemark var en meget skuffet mand i minutterne efter nedrykningen var en realitet. Den normalt så nøgterne svensker havde svært ved at finde ordene. Han virkede som så mange andre AaB-folk i en tilstand af chok og skuffelse. 

Direkte adspurgt om oplevelserne fra den skæbnesvangre kamp er der dog lidt betragtninger fra Hiljemark.

- Første halvleg kommer vi fint ud til, og vi skaber nogle chancer, som kan give os et mål. Selvfølgelig havde Silkeborg også sine chancer. Det spiller ekstremt fin fodbold, og det gør de også i dag. I første halvleg skabte vi noget, som vi kunne bygge videre på, men vi kom ikke ud til anden halvleg på den måde, som vi ønskede. Vi fik ikke rigtig bid i det.

Nu venter der minimum en sæson på anden klasse. Selvom det virker som en fjern fremtid, så er Hiljemark indstillet på den nye virkelighed. 

- Vi skal spille fodbold igen om nogle uger, så må vi analysere på, hvad vi skal gøre for at blive bedre. Sådan er det. 

AaB-træneren blev spurgt ind til forskellige årsager til nedrykningen. Blandt andet blev der stillet spørgsmålstegn ved betingelserne i en klub, der har været stormombrust i den forgangne sæson. Oscar Hiljemark løber dog ikke fra sit ansvar. 

- Det største problem er, at vi ikke har taget de point, vi skulle bruge. Hovedsagen er, at vi ikke har været gode nok på banen. Vi har haft vores chancer. Vi har bare ikke været gode nok. Truppen har masser af kvalitet, men vi har ikke fået det maksimale ud af de muligheder, vi har haft, siger Oscar Hiljemark.

Der venter helt sikkert store omvæltninger i spillertruppen og potentielt også i staben omkring holdet, men alle spekulationer om fremtiden var et tema, som Hiljemark havde svært ved at forholde sig til midt i skuffelsen over nedrykningen.

- Vi har snakket om en mulig nedrykning, men vi har levet i en meget speciel tid. Vi har givet det et forsøg, men det rakte ikke. Desværre. Men der bliver fodbold igen i Aalborg bare i en anden division. I dag tænker jeg ikke så meget på fremtiden, siger Oscar Hiljemark.

Der var en del uro efter kampen, da frustrerede AaB-fans skulle have afløb for skuffelsen. 

- Det forstår jeg godt. Der er mange følelser i det her. Alle kan se, at det betyder meget for alle, der har et AaB-hjerte, siger Oscar Hiljemark. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden