Hjemvendte Haarup stemplede ind for Hobro
Wingbacken viste sig frem, da nordjyderne lørdag gæstede Hamburger SV i Tyskland

Mathias Haarup har trænet med hele januar i Hobro og skulle ikke bruge megen tilvænning, da han lørdag kom i kamp. Foto: Lars Pauli
HAMBORG:Spillerne fra 1. divisionsklubben Hobro IK kommer ikke til at mærke sydens sol denne vinter. Det tætteste de kommer på en træningslejr, var den smuttur over grænsen til Tyskland, som de denne weekend var på.
Her havde holdet fredag en enkelt træning på Hamburger SV's anlæg, inden de lørdag testede formen i et opgør mod den tyske traditionsklubs U23-mandskab. En jævnbyrdig duel, der endte 1-1.
- Vi har haft et fedt døgn hernede og turen var et fint afbræk fra dagligdagen derhjemme. Selve kampen blev afviklet på en rigtig fin græsbane, så det duftede virkelig af rigtig fodbold. Det ærgrer mig blot lidt, at vi ikke vandt, for det havde vi et par halvstore muligheder i anden halvleg, siger cheftræner Martin Thomsen.
Hamburger SV (U23) - Hobro IK 1-1
- Fodbold, træningskamp
- Mål: 1-0 (3. minut), 1-1 Muamer Brajanac (straffe, 24. minut)
- Startopstilling Hobro (3-5-2): Adrian Kappenberger - Emil Søgaard, Simon Hakobsen, Frederik Dietz - Mathias Haarup, Frederik Mortensen, Abdoul Yoda, Mads Freundlich, Jacob Tjørnelund - Don Deedson, Muamer Brajanac
HSV kom tidligt foran i opgøret, men midtvejs i første halvleg udlignede Hobro på et straffespark, som angriberen Muamer Brajanac omsatte.
- Han fremtvang selv straffesparket og havde nok scoret, hvis ikke der var blevet lavet en tydelig forseelse på ham, fortæller Hobro-træneren om Brajanac, der har scoret Hobros to enlige mål i opstarten - begge på straffe.
Hobro bragte Mathias Haarup fra start i kampen, og cheftræneren var særdeles tilfreds med det aftryk, som den hjemvendte wingback fik sat i sin første optræden, siden han tidligere på ugen lavede en forårsaftale med Hobro.
- Han spillede den første time, og han så rigtig fin ud og var med i mange af de gode angreb, vi havde. Han faldt lige ind i spillet, og viste virkelig, hvilket aftryk han kan sætte på vores hold, roser Martin Thomsen.
Hobro mangler nu kun en enkelt testkamp, inden det går løs med forårets overlevelseskampe i 1. division. Den spilles lørdag 4. februar i Thisted, hvor holdene har aftalt 120 minutters fodbold.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.