Hobro IK

Hobro er meget tilfredse med AaB-lejesvend: - Vi vidste, at han havde målnæse

Oliver Klitten scorede søndag igen for Hobro, da det blev til et enkelt point Lyngby

Oliver Klitten scorede søndag sit femte mål for Hobro. Arkivfoto: Henrik Bo

Oliver Klitten scorede søndag sit femte mål for Hobro. Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Hobro-spillerne faldt om i græsset i ren og skær skuffelse, da søndagens udekamp mod Lyngby Boldklub blev fløjtet af.

Få minutter forinden var en flot udesejr nemlig smuldret mellem fingrene på himmerlændingene, da Lyngbys Petur Knudsen i kampens 90. minut havde udlignet Oliver Klittens tidlige føringsmål og sørget for en pointdeling.

- Det var så tæt på, at vi havde slået et tophold og en af oprykningsfavoritterne, så det er selvfølgelig bittert, at det glippede, men det ændrer ikke på, at det var en rigtig flot indsats.

- Spillerne gav alt, og vi havde vel to-tre spillere, der måtte gå ud med krampe. Folk kæmpede røven ud af bukserne, og det kan jeg kun rose dem for, siger Hobro-træner Martin Thomsen.

Han kunne dog glæde sig over, at Hobro IK’s formkurve generelt er opadgående. De seneste to udekampe har givet to point mod de to tophold Helsingør og Lyngby, og derimellem blev det til en 5-0-sejr på hjemmebane over Fremad Amager.

- Det var også det, jeg lagde vægt på over for spillerne efter kampen. Vi er inde i en rigtig god periode, og vores fire sidste indsatser har været rigtig gode, hvis vi tager træningskampen mod AaB’s superligahold med.

- De indsatser, det spil, den organisation, det mod og den glæde, vi har vist i de seneste mange kampe gør, at der ligger mange point og venter på os, hvis vi fortsætter på den måde. Så har vi nemlig mulighed for at hente point i alle kampe.

- Det kræver dog også, at vi fortsætter på det niveau. På fredag har vi en hjemmekamp mod Jammerbugt, som vi selvfølgelig helst skal vinde, men vi ved, at det bliver en hård og bøvlet kamp, så vi skal være der igen, siger Martin Thomsen.

En anden opløftende tendens i Hobro er, at Oliver Klitten søndag fik scoret sit tredje mål i sine seneste to kampe. Lejesvenden fra AaB begynder for alvor at profitere af, at han i Hobro har fået mulighed for kontinuerlig spilletid.

- Han er begyndt at vise nogle af de ting, vi vidste, han indeholdt, da vi hentede ham. Han har en god målnæse, selv om han jo ikke er en klassisk angriber. Han er en kantspiller, der er rigtig god til at opsnuse chancerne i feltet, og på den måde minder han jo lidt om Mads Hvilsom, der har de samme styrker, når han spiller på kanten.

- Oliver er en rigtig klog spiller, der også bidrager godt defensivt, så det er en fornøjelse, at vi også har fået ham i gang som målscorer, siger Martin Thomsen.

I de bagerste rækker var der dog lidt malurt i bægeret, idet rutinerede Jacob Tjørnelund måtte udgå i pausen. I forvejen har Hobro også stopperen Jakob Hjorth på skadeslisten.

- Tjørne var lidt presset på luften, og han havde også en skade under opsejling, så derfor valgte vi at tage ham ud i pausen, siger Martin Thomsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.