Hobro-formand præciserer plan: Vi er ikke naive

Hobro IK skal ikke satse på en stamme af egne talenter i fremtiden, men de lokale spillere er en del af planen

Foto: Bente Poder

Foto: Bente Poder

FODBOLD:Hobro IK har de seneste dage været i vælten på grund af begivenheder udenfor banen. Fyringen af klubikonet Jens Hammer Sørensen som sportschef har naturligt nok fået bølgerne til at gå højt i fjordbyen.

Blandt andet har både Jens Hammer Sørensen og Nordjyske fokuseret på, at en plan om satsning på egne talenter og en ambition om at være top 18-klub i Danmark ikke er i vatter med virkeligheden.

Det er blevet meldt ud ved flere lejligheder, at det er den nye plan i Hobro IK, men bestyrelsesformand Peter Christensen vil gerne præcisere, at det ikke forholder sig sådan.

- Det er på ingen måde vores plan, at vi skal have et hold med en overvægt af egne talenter. Vi er ikke så naive, at vi tror, at det er nok til at opfylde vores ambition om at blive en top 18-klub i Danmark. Vi ved godt, at det ikke kan lade sig gøre, siger Peter Christensen.

- Vores egen talentudvikling kører godt, men den er stadig så ny, at der kommer til at gå lang tid, før vi kommer til at se vores egne spillere gå direkte ind på et førstehold. Vi er godt klar over, at vi skal have et slagkraftigt hold ved hjælp af rutinerede spillere, siger Peter Christensen, der tilføjer, at det ene ikke udelukker det andet.

- Planen for vores trupsammensætning er, at vi skal have en stærk start-11 og en håndfuld spillere, der kan gå ind og holde niveau i den her række. I denne sæson har vi haft nogle lokale talenter med i truppen, og det vil vi også have i fremtiden, men det er forkert forstået, hvis folk tror, at det er de lokale talenter, der skal bære holdet, siger Peter Christensen.

Han understreger, at det ikke er udelukket, at man kigger mod Aalborg, Randers eller et helt tredje sted for at finde de talenter, der også skal være en del af truppen.

- Vi skal stadig kigge efter talenter i andre og større klubber end Hobro. Det er stadig en del af vores plan for at finde spillere, som vi kan udvikle, så det skal på ingen måde fremstilles, som om vi bare vil satse på vores egne. Det vil vi også, men det er blot en del af det videre arbejde. Det er ikke hele fundamentet, siger Peter Christensen.

Hobro lukker torsdag sæsonen med en udekamp mod Hvidovre, hvor man med en sejr og et eventuelt pointtab til Fremad Amager, vil slutte øverst i kvalifikationspuljen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.