Hobro IK

Hobro-forsvarer: Er ved at være træt af ikke at vinde

Superligaholdet fortsætter den tætte duel med Esbjerg om at undgå direkte nedrykning

Simon Jakobsen følte ikke, at holdet kom på plads efter systemskiftet i afslutningen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Simon Jakobsen følte ikke, at holdet kom på plads efter systemskiftet i afslutningen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Meget tyder på, at Hobro og Esbjerg ender i samme nedrykningspulje, når 3F Superligaen bliver delt i tre efter grundspillets 26 kampe. Derfor var søndagens interne opgør mellem de to mandskaber også en kamp, som ingen af holdene havde lyst til at tabe. 1-1 kunne begge hold derfor leve med.

- Vi er selvfølgelig trætte af, at vi ikke kan få den sejr, som vi alle sammen i den grad hungrer efter. Vi snakker hele tiden om, at vi kan spille lige op med alle - og det må man så også sige, at vi gør. Vi får relativt ofte point, siger forsvarsspilleren Simon Jakobsen.

- I dag var uafgjort det andenbedste resultat, vi kunne få, og det kan vi bruge til mere end Esbjerg, så vi holder status quo to point foran dem. Taber Silkeborg mandag, så er det et point mere end dem, vi får i runden. Så det kan da helt sikkert bruges til noget, tilføjer han.

- Men et halvt år uden sejr er da voldsomt, og det var heller ikke bedre i min tid i Silkeborg, så jeg savner det helt bestemt også, siger Simon Jakobsen med et lille grin.

Systemskifte forvirrede

Hobro skiftede mod slutningen af kampen system, da træner Peter Sørensen valgte at sætte en ekstra forsvarsspiller på banen, men det kom aldrig rigtigt til at fungere.

- Vi fik vel aldrig helt styr på det efter systemændringen, og måske gjorde det os mere forvirrede, end godt er, for vi fik i hvert fald ikke løst det inde på banen i forhold til at få ro på, så vi kunne spille os ud af situationerne. Vi vandt duellerne, men vi fik ikke fat i bolden derefter, og det synes jeg egentlig, at vi havde løst godt indtil da, forklarer Simon Jakobsen.

Hobro skal på søndag gæste lokalrivalerne i Randers FC i næstsidste spillerunde.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.