Hobro IK

Hobro jagter fortsat årets første sejr

Et målløst mod Fremad Amager forlænger Hobros stime uden sejre. Dermed henter bundholdene ind på de gulblusede nordjyder

Arkivfoto: Claus Søndberg

Arkivfoto: Claus Søndberg

FODBOLD:Hobro IK er fortsat uden divisionssejre i 2021. Lørdag spillede nordjyderne nemlig uafgjort med Fremad Amager på Sundby Idrætspark.

Det blev et målløst opgør, som sender Hobro op på ni divisionskampe i streg uden sejr. Dermed er vikarierende cheftræner Michel Kryger fortsat uden sejre i spidsen for holdet - ligesom Anders Egholm og Jacob Friis måtte nøjes med remis i deres første kamp som assistenttrænere.

Samtidigt vandt to af bundholdene i nedrykningsgruppen, hvilket bringer Hobro tættere på nedrykning til 2. division.

Fremad Amager - Hobro 0-0

Opstilling, Hobro (3-5-2): Adrian Kappenberger - Anton Skipper, Hugo Andersson, Jesper Bøge - Mathias Haarup Christian Cappis, Mikkel M. Pedersen, Jonas Brix-Damborg, Jacob Tjørnelund - Mads Hvilsom, Pål Alexander Kirkevold

Mads Hvilsom formåede også at passere Jacob Pryts i første halvleg. Men den erfarne Hobro-angriber blev vinket offside ved sit potentielle føringsmål.

Dermed måtte der gå flere målløse minutter i det lidt forkrampede og nervøse opgør. Her kom begge hold frem til større chancer, men især Hobro kom inden pausen frem til flere chancer, der burde håndteres bedre.

I anden halvleg kom Fremad Amager mere med i opgøret, hvor nordjyderne fortsat truede i københavnernes felt. Hvilsom spillede sig blandt andet til endnu en chance, hvor gæsterne appellerede for straffespark.

Angriberens skud på mål så nemlig ud til at ramme en løs arm på en markspiller i det lille felt. Men fløjten forblev tavs, og kampen gik igen sin målløse gang.

Som endnu mere malurt i Hobro-bægeret udgik lejesvenden Anton Skipper fra opgøret, da forsvarsspilleren tog sit ben til sig efter en duel. Dermed måtte Simon Jakobsen efter 50 minutters spil tage over for den unge Brøndby-spiller, der er i Hobro sæsonen ud.

I denne runde af 1. division vandt både Vendsyssel FF og Skive IK. Dermed henter begge bundhold ind på Hobro, der har henholdsvis fire og fem point ned til de hold, der kæmper for overlevelse i 1. divisions nedrykningsgruppe.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.