Hobro IK

Hobro-lejesvend forventes ude i længere tid

Brøndby-spilleren Anton Skipper er næppe med for Hobro det næste stykke tid, efter han udgik fra lørdagens kamp med en skade

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:På Sundby Idrætspark måtte cheftræner Michael Kryger se midtstopperen Anton Skipper humpe ud af banen i anden halvleg. Lejesvenden blev erstattet af Simon Jakobsen, og sidstnævnte må med stor sandsynlighed tager over for den 21-årige Brøndby-spiller i de næste divisionskampe.

Det fortæller Hobro-træneren efter det målløse opgør mod Fremad Amager.

- Jeg har svært ved at se, at han kommer tilbage på banen inden for kort tid. Det lignede en alvorlig skade. Men det er jo også derfor, at vi har en trup og ikke en startellever, siger Michael Kryger.

- Anton har været en af vores bedste spillere, og han er virkelig dygtig. Jeg havde set frem til at se ham spille de sidste kampe. Det er synd, og han var et godt sted. Han har arbejdet knaldhårdt, så jeg er ked af det på hans vegne, siger cheftræneren.

Michael Kryger tror dog på, at Simon Jakobsen kan tage godt over for den unge forsvarskollega i Hobro.

- Simon spillede fejlfrit, og han kommer til at overtage uden nævneværdige udfordringer. Men det betyder ikke, at jeg ikke er ked af, at Anton er skadet, lyder det fra Hobro-chefen.

Anton Skipper er udlejet fra Brøndby til Hobro frem til sommeren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden