Hobro IK

Hobro IK mistede sejren til allersidst

Hobro var tæt på den anden sejr i træk, men en sen Lyngby-udligning kostede to point

Hobro indkasserede endnu engang et sent mål. Arkivfoto: Henrik Bo

Hobro indkasserede endnu engang et sent mål. Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Hobro IK var søndag uhyre tæt på at hente den anden sejr i træk i Nordicbet Ligaen, men en sen udligning betød, at himmerlændingene måtte nøjes med et point i udekampen mod Lyngby.

Oliver Klitten havde bragt Hobro foran allerede i det femte minut, inden Petur Knudsen bragte balance i regnskabet i den ordinære spilletids sidste minut.

Lyngby Boldklub - Hobro IK 1-1 (0-1)

Mål: 0-1 Oliver Klitten (5. minut), 1-1 Petur Knudsen (90. minut)

Advarsler: Svenn Crone, Lyngby (32. minut) Abdoul Yoda, Hobro (45. minut), Kasper Jørgensen, Lyngby (58. minut), Magnus Kaastrup, Lyngby (87. minut)

Hobro IK's opstilling (4-3-3): Adrian Kappenberger - Emil Søgaard, Jesper Bøge, Frederik Dietz (Simon Jakobsen, 66. minut), Jacob Tjørnelund (Mathias Haarup, 46. minut) - Abdoul Yoda (Sebastian Avanzini, 52. minut), Frederik Mortensen, Mikkel Mejlstrup Pedersen - Louicius Don Deedson (Oliver Thychosen, 80. minut), Kasper Høgh, Oliver Klitten (Danny Amankwaa, 66. minut)

Hobro fik en drømmestart med et føringsmål allerede i kampens femte minut. Et hjørnespark fra Louicius Don Deedson blev forlænget af Frederik Mortensens hoved, og ved bagerste stolpe fik Oliver Klitten kæmpet sig foran hjemmeholdets Svenn Crone, så han kunne prikke bolden det sidste stykke over stregen.

Det var den udlejede AaB'ers tredje mål i to kampe, efter at han også stod for de for de første mål i Hobros 5-0-sejr over Fremad Amager 1. oktober.

Den føring forsvarede Hobro fint i resten af første halvleg. Lyngby havde bolden mest, men superliganedrykkerne kunne ikke bryde den kompakte Hobro-defensiven op.

I stedet var Oliver Klitten på spil igen i første halvlegs næstsidste minut, da han var lige ved at blive spillet fri af en lang fremlægning fra Frederik Dietz, men Lyngby-målmand Frederik Ibsen nåede lige akkurat frem til bolden først.

Til gengæld var Hobro tæt på at forære et mål væk i anden halvlegs indledning. Abdoul Yodas tilbagelægning blev alt for kort og opfanget af hjemmeholdets Sævar Atli Magnusson, men Hobro-målmand Adrian Kappenberger, der blev fanget langt ude af sit mål, kom dog ned og fik blokeret afslutningen.

Lyngby var generelt langt farligere fra anden halvlegs start, og kort tid efter var det Frederik Gytkjærs tur til at få en stor chance tæt under mål, men angriberen fik slet ikke ordentligt ram på bolden, som sejlede langt over mål.

Hobro fik dog redet stormen af, og som anden halvleg skred frem, trak det mere og mere op til en Hobro-sejr, men i det 90. minut lykkedes det alligevel hjemmeholdet at udligne, da Petur Knudsen dukkede op efter en dødbold.

Få øjeblikke senere fik samme Petur Knudsen også en stor chance for at sikre Lyngby sejren, men denne gang slap Hobro trods alt med skrækken.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.