Hobro-profil tvunget til at stoppe karrieren
Mads Hvilsom har i to omgange været en profil i Hobro IK, hvor det er blevet til 41 mål.

Mads Hvilsom har scoret 41 mål i 119 kampe for Hobro IK, men nu er tvunget til at lægge støvlerne på hylden. Arkivfoto: Claus Søndberg
HOBRO:En af Hobro IK's største profiler, angriberen Mads Hvilsom, er blevet tvunget til at indstille karrieren.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Støvlerne bliver sat på hylden, da en knæskade bliver ved med at drille angriberen, der flere gange har måtte sidde udenfor på grund af bøvl med knæet.
Tilbage i april 2021 blev Mads Hvilsom, for anden gang i sin karriere, ramt af en alvorlig knæskade, da han i NordicBet Liga-kampen mod Hvidovre IF vred rundt på sit knæ. Siden blev det til 350 dage på sidelinjen, før angriberen var tilbage i kamp.
Selvom Mads Hvilsom nåede tilbage på banen og siden har spillet 11 kampe og scoret et mål, er det ikke muligt for ham at fortsætte karrieren.
I efteråret 2022 skulle den 30-årige angriber nemlig opereres i knæet igen og selvom der er blevet knoklet hårdt med genoptræningen, er det ikke lykkes at blive kampklar igen.
- Desværre må jeg stoppe min fodboldkarriere tidligere end forventet. Efter knap to års genoptræning, må jeg sande, at mit knæ ikke kan holde til den belastning som fodboldspillet kræver. Det er altid svært at sige stop for noget, der er sjovt - og det er netop hvad fodbold har været for mig i Hobro IK, siger Mads Hvilsom i pressemeddelelsen fra Hobro IK.
Mads Hvilsom nåede at spille 119 kampe for Hobro IK med 41 mål til følge.
Kom til Hobro for mere end ti år siden
Mads Hvilsom kom første gang til Hobro IK i 2012 på en lejeaftale fra FC Midtjylland og i 2014 blev opholdet gjort permanent. Efter en udlandstur og ophold i et par andre danske klubber, skiftede Mads Hvilsom tilbage til Hobro IK i 2019. Hvor karrieren nu slutter før beregnet.
- Jeg er enormt ked af det på Mads vegne. Mads har været en enormt vigtig spiller for Hobro IK igennem mange år og det er ærgerligt, at han nu må lægge støvlerne på hylden. Selv i sin skadesperiode har Mads gjort alt for at bidrage til Hobro IK, siger teknisk chef Lars Justesen fra Hobro IK, der på klubbens vegne ønsker Mads Hvilsom alt tænkeligt held og lykke med fremtiden.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.