Hobro-profiler tog aldrig hul på Fredericias defensiv

Det blev en nullert, da Hobro spillede sidste testkamp inden ligaens start

Kasper Ørkild
Foto: Andreas Falck
Hobro IK 5. juli 2019 13:44 - Opdateret 5. juli 2019 15:40

FODBOLD: Fredag spillede Hobro 0-0 mod FC Fredericia fra 1. division, da superligamandskabet spillede sidste testkamp inden Superligaens første kamp.

Kampen blev et møde med en tidligere Hobro-cheftræner, der nu indtager FC Fredericias bænk.

Kampfakta

Jonas Dals tropper lagde fra starten et pres og lignede faktisk banens dominerende hold. Men gennem kampens første halve time fik Hobro spillet sig til dirigentstokken.

Det gav flere gennembrud, hvor Pål Alexander Kirkevold og Mads Hvilsom næsten kom alene igennem til gæsternes målmand. Men det blev ved mindre chancer.

Især Hvilsom fik placeret sig rigtigt i flere omgange, og efter knap 40 minutter stod han i det lille felt, hvor Jesper Bøge fandt ham på en aflevering. Men bolden blev blokeret ud af det farlige område.

Efter pausen blev Emmanuel Sabbi skiftet ind for Mads Hvilsom, og dermed viste en af klubbens varmeste transferemner sig frem for publikummet på en solrig hjemmebane.

I anden halvleg kom FC Fredericia flere gange igennem til mindre chancer mod Hobro. 10 minutter efter pausen satte Mathias Gertsen for eksempel et frispark lige ved siden af stolpen i Jesper Rasks mål.

Kort efter var Kristian Kirkegaard tæt på at heade gæsterne foran, men bolden gik forbi mål.

Efter en times spil blev Hobro igen pågående, da Edgar Babayan næsten fik en farlig hæl på en aflevering. Et kvarter senere var Babayan igen på spil, da han kom alene igennem til Fredericia-målmanden. Men dansk-armeneren formåede ikke at passere modstanderen.

Kort efter kom Jesper Rask på arbejde, da han afværgede en hård afslutning fra en Fredericia-spiller..

Med fem minutter igen kom indskiftede Mathias Haarup til en hovedstødschance. Han headede dog forbi mål, ligesom Emmanuel Sabbi kort efter sendte et langskudsforsøg ud af banen. Dermed blev det altså ved 0-0 mod 1. divisionsholdet.

Hobro tager hul på Superligaen 15. juli, hvor man tager imod AGF på DS Arena.

Tema: Hobro IK

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...