Hovedsponsor i White Hawks: Klubben har håndteret sagen professionelt
Voldsdom til Kristian Jensen får ingen konsekvenser fra hovedsponsoren
ISHOCKEY: Det var en historisk dom, da ishockeyspilleren Kristian Jensen fra Frederikshavn White Hawks fredag blev idømt 20 dages betinget fængsel for vold mod Odense-spilleren Lucas Bjerre Rasmussen i en kamp i Iscenter Nord tidligere på året.
Sagen var blevet anmeldt af to personer, der ikke selv har forbindelse til ishockeysporten, og Nordjylland Politi valgte efter overvejelse at rejse den tiltale, der fredag førte til en dom.
I Frederikshavn White Hawks har klubben besluttet, at ishockeyspilleren spiller videre, når hans karantæne er udløbet 1. december, og den beslutning har hovedsponsoren Nordjyske Bank ingen problemer med.
- Vi synes selvfølgelig, at Kristian gik over stregen i den pågældende situation, men dommen som sådan føler jeg ikke, at jeg har nogen forudsætninger for at udtale mig om, siger direktør Claus Andersen.
- Jeg mener, at klubben igennem hele sagen har håndteret det yderst professionelt, og vi har igennem mange år haft et godt og udbytterigt samarbejde med White Hawks, hvor vi har stor glæde af hinanden, og det ser jeg absolut ingen grund til at lave om på, siger Claus Andersen.
Kristian Jensen og hans forsvarsadvokat valgte efter domsafsigelsen at udbede sig betænkningstid, inden de tager stilling til, om de vil anke dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.