Hviderusser trodsede modgang i Australien

Aryna Sabalenka hentede sin første grand slam-titel, da Elena Rybakina blev besejret "down under"

Aryna Sabalenka tabte første sæt, men tog alligevel sin første grand slam-titel i Australien. <i>Foto: Sandra Sanders/Reuters/Ritzau Scanpix</i>

Aryna Sabalenka tabte første sæt, men tog alligevel sin første grand slam-titel i Australien. Foto: Sandra Sanders/Reuters/Ritzau Scanpix

MELBOURNE:Tennisspilleren Aryna Sabalenka kan kalde sig vinder af en grand slam-turnering efter et brag af en finale i Australian Open.

Hviderusseren vandt efter 2 timer og 28 minutter med 4-6, 6-3, 6-4 over Elena Rybakina, der er født i Rusland, men repræsenterer Kasakhstan.

23-årige Rybakina var ellers mere solid i første sæt, men da den et år ældre modstander først fandt rytmen og fik serven til at fungere, var hun spillemæssigt overlegen.

Rybakina kan trøste sig med, at hun kan se frem til et stort spring på verdensranglisten, hvor hun før turneringen lå nummer 25. Fra på mandag er hun i top-10. Sabalenka går fra femte- til andenpladsen.

Betydningen af kampen var svær at overse.

Ud over en stor bunke point til verdensranglisten var der 2,9 millioner australske dollar på højkant - rundt regnet 14,5 millioner kroner.

Underholdningen lod dog vente på sig. Tilskuerne på Rod Laver Arena i Melbourne fik ikke mange slag for pengene i kampens indledning, hvor duellerne hurtigt blev afgjort.

Men der var ingen tvivl om, at Rybakina kom bedst ud til opgøret.

Sidste års Wimbledon-vinder servede bedst, holdt fejlene på et minimum og bød Sabalenka på første chance til 2-1.

Det blev også 4-2, før Sabalenka slog tilbage og udlignede. Alligevel må Rybakina have stået med en optimistisk fornemmelse på den anden side af nettet, for hviderusserens serv fungerede ikke, og en dobbeltfejl kostede et nyt servegennembrud, som blev afgørende for sættet.

Sabalenka var i det hele taget på en svær opgave. I mange af duellerne blev hun sat under pres fra start, og hun skulle kæmpe hårdt for sine chancer.

På de vigtige point var Rybakinas serv for det meste uimodståelig, men det lykkedes hviderusseren at bryde til 3-1.

Kasakheren kæmpede for at blive i sættet, men Sabalenka satte sig igennem, og med to serveesser i træk tvang hun kampen ud i tre sæt.

Kræfterne så ud til at være intakt hos begge spillere, og tredje sæt udviklede sig til lidt af en stillingskrig. Man sad med en fornemmelse af, at Sabalenka havde det spillemæssige overtag, men først ved stillingen 3-3 udmøntede det sig i et nyt servegennembrud.

Sabalenka trykkede Rybakina i bund og satte kurs mod titlen. Begge spillere spillede med stor nervøsitet i kampens sidste parti, hvor Sabalenka missede tre matchbolde, før det endelig lykkedes hende at lukke kampen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.