Imponerende: Mors-Thy sluttede ligasæson med rent bord
Nordvestjyderne slog søndag Nordsjælland i sæsonens sidste hjemmekamp, og dermed vandt Niels Agesens tropper alle fire kampe i nedrykningsspillet

Marcus Midtgaard lavede seks mål på seks forsøg og blev matchvinder i sidste minut. Arkivfoto: Bo Lehm
NYKØBING MORS: Grundspillet i mændenes håndboldliga udviklede sig lidt som en skuffelse for Mors-Thys mandskab, der derfor måtte ud i kvalifikationsspil for at forny billetten til landets bedste række.
Der var dog ingen slinger i nordvestjydernes vals, da tingene skulle afgøres, for de vandt samtlige fire kampe i kvalifikationsspillet.
Søndag sluttede Niels Agesens tropper af med en sejr på 26-25 over Nordsjælland hjemme på Mors. Her blev Marcus Midtgaard matchvinder med 25 sekunder tilbage af opgøret.
Gæsterne gik ellers til pause foran 16-14, og godt syv minutter før tid var de foran 24-21. I slutfasen holdt Mors-Thy dog hovedet koldt og tog nok engang en snæver sejr.
Rasmus Henriksen stod atter stærkt i målet med en redningsprocent på over 35, og matchvinder Marcus Midtgaard lavede imponerende seks mål på seks forsøg.
Mors-Thy har en sidste kamp tilbage, før de kan gå på sommerferie. På onsdag venter en pokalkamp på udebane mod Aarhus HC fra 1. division.
Mors-Thy - Nordsjælland 26-25
- Håndbold, ligakvalifikation, mænd
- Mål, Mors/Thy: Marcus Midtgaard 6, Lasse Pedersen 5, Mads Thymann 3, Mads Svane Knudsen 2, Tim Sørensen 2, Magnus Norlyk 2, Oscar Von Oettingen 2, Allan Toft Hansen 1, Kasper Lindgren 1, Andreas Nielsen 1, Frederik Bjerre 1
- Mål: Nordsjælland: Nichlas Hald 8, Kristian Olsen 4, Jeppe Cieslak 4, Carl-Emil Haunstrup 2, Julius Mørch-Rasmussen 2, Tobias Jørgensen 1, Hakan Sahin 1, Matias Campbell 1, Jeppe Cieslak 1, Gustav Bruun 1
- Udvisninger: Mors/Thy 2, Nordsjælland 3
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.