Ingen tvivl hos Pirates:- Vi har ingredienserne til en guldmedalje

Matt Salhany begynder for alvor at ligne en spiller, der kommer til at spille en afgørende rolle i Aalborg Pirates' bestræbelser på at genvinde DM-titlen

Matt Salhany fejrer her et af sine to point fra onsdagens sejr over Herlev med holdkammeraterne.  <i>Foto: Martél Andersen</i>

Matt Salhany fejrer her et af sine to point fra onsdagens sejr over Herlev med holdkammeraterne.  Foto: Martél Andersen

AALBORG:Efter en afdæmpet indledning på sit ophold hos Aalborg Pirates, er Matt Salhany for alvor ved at byde ind på titlen som profil hos piraterne. 

I de hidtidige otte slutspilskampe er han efter onsdagens 4-2-sejr over Herlev Eagles noteret for syv point, og det er en statistik, som den hurtige wing håber på at udbygge i de kommende kampe. 

- Jeg skulle lige vænne mig til et nyt system og vænne mig til, at jeg atter skulle spille europæisk hockey. Det tog noget tid, men nu føler jeg mig komfortabel, siger Matt Salhany, der er endt i samme kæde som landsmanden Trevor Gooch og svenske Victor Rollin Carlsson. 

Sammen ser de tre skøjtestærke forwards ud til at udgøre en skarp og potentielt meget produktiv kæde hos Aalborg Pirates.

- Vi skal prøve at producere point. Vi er tre meget offensive spillere, men det er også vigtigt, at vi forsøger at holde balancen, så vi også er defensivt pålidelige. Min fornemmelse er, at vi både kan score på de hurtige rush, og så kan vi score efter at have haft pucken i modstandernes zone i en periode, siger Matt Salhany.

Der tegner sig efterhånden et billede af, at Aalborg Pirates har gang i pointproduktionen fra tre af de fire kæder. Blandt andet altså kæden med Salhany, Gooch og Rollin Carlsson, der leverede en scoring og et par oplæg i onsdagens kamp. Salhany er dog helt med på, at én sejr ikke gør det alene i en semifinaleserie. 

- Der var nogle gode elementer i vores spil, men der er afgjort også ting i vores spil, som vi skal forbedre til fredag. Først og fremmest skal vi forsøge at have den samme energi med til Herlev på fredag, og så skal vi spille smart hockey, siger Matt Salhany.

- Den her serie mod Herlev bliver helt anderledes i forhold til kvartfinalen mod Rungsted. Det var en krig. Det her bliver mere et spørgsmål om spillet, siger Matt Salhany.

Den amerikanske hurtigløber har fundet sig godt til rette i Aalborg, så han er lettet over, at sæsonen ikke sluttede i kvartfinalen mod Rungsted. Matt Salhany forsøger ikke at lægge en dæmper på sine forventninger til egen og holdkammeraternes præstationer i den resterende del af sæsonen.

- Jeg elsker at være her. Både i forhold til klubben og byen. Jeg var slet ikke klar til at rejse hjem, så jeg er glad for, at vi klarede den videre til semifinalen. Vi har et mesterskab, vi gerne vil vinde. Vi har alle ingredienserne i opskriften til et mesterskab, så det gælder om, at vi får sat det ordentligt sammen, siger Matt Salhany

Han er med, når Aalborg Pirates fredag aften spiller den anden af potentielt syv semifinalekampe mod Herlev Eagles. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.