Jammerbugt FC slog Vejgaard 4-0, men begge trænere var tilfredse

Der var klasseforskel, da de to nordjyske 2. divisionshold testede formen

Jammerbugt FC og Vejgaard B. testede lørdag formen mod hinanden. Billedet her er fra de to klubbers møde i 2. division i efteråret. Arkivfoto: Lars Pauli

Jammerbugt FC og Vejgaard B. testede lørdag formen mod hinanden. Billedet her er fra de to klubbers møde i 2. division i efteråret. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Man hører sjældent en fodboldtræner være tilfreds efter et nederlag på 0-4. Men Vejgaard-træner Christian Flindt Bjerg havde taget de positive briller på efter lørdagens test mod Jammerbugt FC i Pandrup.

- Vi spillede ikke om point i dag, så resultatet er jeg så godt som ligeglad med. Vi spillede en fornuftig kamp, men løb ganske forståeligt tør for kræfter i de sidste 20 minutter. Men nu er vi i gang, og det er det vigtigste, sagde Christian Flindt Bjerg.

Han så sit hold skabe nogle gode chancer i første halvleg, men som kampen skred frem satte Jammerbugt sig på kampen.

- Ni af vores spillere, hvoraf de fleste er faste startere, var indisponible af forskellige årsager. Sådan er det at være en amatørklub. Men det skal ikke være en undskyldning, for vi stillede med et fornuftigt hold, lød det fra træneren.

Vejgaard spiller sin næste testkamp 1. februar mod Holstebro. Overlevelseskampen i 2. division starter med en udekamp 7. marts i Brabrand.

Masser af trætte spillere

Hos Jammerbugt FC var cheftræner Bo Zinck glad for den anden testsejr i træk. Torsdag slog man danmarksserieholdet Sæby hele 9-2.

- Det ser lovende ud. Vi har trænet tungt og spillet to kampe på kort tid, så drengene er trætte. Alligevel leverede de en fin præstation og vandt stort over et hold fra den samme række som os, sagde Bo Zinck, der især hæftede sig ved, at hans tropper har scoret 13 mål i to kampe.

I efteråret var de manglende mål og et hav af brændte chancer holdets helt store udfordring. Men det ser ud til, at der holdet nu formår at få slutprodukt på det offensive spil.

- Vi har ikke gjort noget specielt for at forløse angrebsspillet. Vi har altid vidst, at vi råder over gode angribere, og så er der ingen tvivl om, at vinterferien har gjort godt, sagde Bo Zinck.

Tobias Thorhauge (2), Max Møller og Viktor Ahlmann scorede målene.

Inden afrejsen til vinterens træningslejr skal Jammerbugt FC teste formen mod Vendsyssel FF, AaB's jyllandsseriehold og mod Thisted FC fra 2. division.

Jammerbugt FC møder VSK Aarhus i forårets første turneringskamp. Den spilles 7. marts i Aarhus.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.