Junker og Scholz vinder pokaltitel i Japan

Kasper Junker og Alexander Scholz var med, da Urawa Red Diamonds vandt pokalfinalen i Japan.

FC Midtjylland vs Liverpool FC, Champions League Group D <i>Bo Amstrup/Ritzau Scanpix</i>

FC Midtjylland vs Liverpool FC, Champions League Group D Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

De tidligere Superliga-spillere Kasper Junker og Alexander Scholz blev tidligt søndag morgen dansk tid en titel rigere.

Danskerne var med fra start hos japanske Urawa Red Diamonds, som med en finalesejr på 2-1 over Oita Trinita vandt pokalturneringen med det officielle navn Emperor's Cup.

Det var ottende gang, at Urawa vandt turneringen.

Angriberen Junker blev skiftet ud med knap 20 minutter igen, mens Scholz spillede hele kampen i forsvaret.

Selv om Junker ikke kom på tavlen, spillede han en stor rolle i pokalturneringen med tre mål i fire kampe op til finalen.

Junker, der tidligere har spillet for Randers, AGF og AC Horsens, drog til Japan i april, efter at han var blevet topscorer for Bodø/Glimt i Norge.

I sommer fulgte Scholz som en af Superligaens profiler til Urawa efter tre år i FC Midtjylland.

Karrieren har bragt den 29-årige midtstopper vidt omkring. Efter at have tilbragt ungdomsårene i Vejle, tog han til islandske Stjarnan, før han via ophold i Lokeren, Standard Liege og Club Brugge i Belgien endte i Midtjylland.

Han var blandt holdets bedste spillere, da FCM i fjor deltog i Champions Leagues gruppespil og mødte Liverpool, Atalanta og Ajax.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.