Justesen kan ikke lukke Hobros transfervindue trods historisk salg

For første gang i Hobro IK's historie har man fået solgt en spiller til udlandet, som man selv har haft på akademiplan

Frederik Elkær skifter til Lillestrøm. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Frederik Elkær skifter til Lillestrøm. Foto: Lars Pauli

Den nu tidligere Hobro-spiller Frederik Elkær blev torsdag præsenteret som ny mand i Lillestrøm. Salget er kulminationen på en målrettet men langtfra problemfri udviklingsproces. 

- Vi er så glade og stolte over, at vi får lavet sådan et salg. Frederik er et skoleeksempel på, at man aldrig skal lade sig slå ud af modgang. Han har mødt så megen modgang. Derfor tør jeg godt sige, at vi ikke har nogen i klubben, som fortjener det her mere end ham, siger Lars Justesen, teknisk chef i Hobro IK. 

Frederik Elkær har efterhånden skaffet sig selv ph.d. i at tackle modgang. Lars Justesen kommer med et par eksempler, der meget godt belyser forløbet. 

- Vi har i nogle omgange troet, at hans gennembrud var på vej, men så er der altid kommet noget i vejen. Vi troede det kom i foråret 22, men så blev han skadet. I efteråret 22 fik han kyssesyge og spillede slet ikke. Så begyndte det at falde på plads i foråret 23, og siden har han ikke set sig tilbage, siger Lars Justesen. 

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Frederik Elkær skulle ende som en solstrålehistorie, da han kom til klubben som U19-spiller. 

- Han var vel blevet fravalgt i Silkeborg og Viborg, men Michael Kryger og Peter Sørensen kunne se noget potentiale i ham grundet hans fart og venstrefod. Det viste sig at holde stik, men mest af alt fordi Frederik har været tålmodig og ihærdig, forklarer Lars Justesen. 

Nu bliver han et eksempel til efterfølgelse, og det bliver meget nemmere at sælge ideen om at få unge spillere til at skifte til Hobro. 

- Det her salg betyder sindssygt meget for klubben. Vi har nu vist, at vejen til noget større er kortere i Hobro, end den måske er andre steder. Vi får også vist, at man kan udvikle sig godt hos os, og så er det naturligvis også godt for vores økonomi, at vi får et salg igennem. Det betyder, at det skal være nogle meget store bud, hvis vi skal overveje at sælge mere i løbet af fredagen, siger Lars Justesen. 

Helt lukke vinduet vil han dog ikke, for der er fortsat stor interesse for flere af de unge Hobro-profiler. 

- Jeg ville gerne lukke ned, men det kan jeg ikke helt, fordi der er noget interesse på flere af vores spillere, og hvis de ryger, så skal vi have en erstatning ind, siger sportschefen, der også er på udkig efter et supplement til Jacob Tjørnelund, der nu er eneste venstre wingback i truppen. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.