AaB

JydskeVestkysten: Derfor bliver det SønderjyskE, der løber med trofæet

Journalist Kim Mikkelsen, der følger klubben tæt, giver her sin begrundelse for sønderjysk sejr

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Endelig er det lykkedes for SønderjyskE at sparke døren ind til en pokalfinale, og chancen for at tage trofæet med hjem til Haderslev er virkelig god.

Midt i et tæt program og en alvorlig kamp for at undgå nedrykning har cheftræner Glen Riddersholm fået blandet kortene så godt, at han i onsdagens pokalfinale kan sende stærkeste opstilling på banen.

OB’s sejr over Lyngby mandag aften har fjernet det værste pres fra lørdagens hjemmekamp mod fynboerne, og derfor bør holdet have fuld fokus på at hente pokalen i Esbjerg.

Alle nøglespillere er klar

Glen Riddersholm spiller det taktiske spil frem mod finalen fint. Han har i JydskeVestkysten kaldt det for ”en mindre sensation”, hvis SønderjyskE vinder pokalen. Den vurdering går vi ikke med på.

Når Riddersholm i finalen kan stille et hold, hvor nøglespillere som Sebastian Mielitz, Pierre Kanstrup, Alexander Bah, Mads Albæk, Johan Absalonsen, Christian ”Greko” Jakobsen og Anders K. Jacobsen formentlig er med fra start, anser vi finalen som en helt lige kamp. Og vi tror også, SønderjyskE vinder den.

Foruden de erfarne spillere, der er vigtige at have med i en kamp med så stor betydning, har Riddersholm er par unge esser i truppen. Emil Frederiksen og Julius Eskesen er spillere, der med deres ungdommelige gåpåmod kan skabe det uventede.

Træneren har formået at holde begge spillere til ilden i de seneste uger, og vores bud er, at Eskesen starter på banen som offensiv trussel bag Anders K. Jacobsen.

Alt i alt ser det lyst ud for de lyseblå før finalen. JydskeVestkysten tror på 1-1 i ordinær spilletid og en afgørende sønderjysk scoring i den forlængede spilletid.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.