Mors‑Thy Håndbold

Kæmpe Mors-Thy-nedtur i sandt fejlorgie

Bundproppen TMS Ringsted hentede sæsonens første sejr og forstærkede resultatkrisen hos nordvestjyderne

Frederik Tilsted og holdkammeraterne led torsdag det fjerde liganederlag i træk. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Frederik Tilsted og holdkammeraterne led torsdag det fjerde liganederlag i træk. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:En flot sæsonstart i mændenes håndboldliga begynder at smuldre for Mors-Thy Håndbold, der torsdag aften tabte for fjerde ligakamp i træk.

Hvad værre var, at det var den ellers sejrsløse bundprop TMS Ringsted, der nedlagde Jonas Willes tropper, da de hjemme i Ringsted vandt 30-27 efter 14-14 ved pausen.

En stor del af forklaringen på nedturen skyldes et usædvanligt højt antal tekniske fejl hos Mors-Thy - hele 17 af slagsen - fremprovokeret at et usædvanligt offensivt TMS-forsvar, som nordvestjyderne aldrig helt knækkede koden til at løse.

Mads Hoxer Hangaard kunne ikke så sit angrebsspil til at fungere i Ringsted. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Mads Hoxer Hangaard kunne ikke så sit angrebsspil til at fungere i Ringsted. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Mors-Thy mistede for alvor grebet om kampen 10 minutter inde i anden halvleg, da sjællænderne på få minutter gik fra 17-16 til 21-17. Derfra kørte TMS Ringsted sejren sikkert i hus.

Fløjspilleren Bjarke Christensen bombede forgæves for Mors-Thy med ni fuldtræffere, og Emil Bergholt holdt også højt niveau med syv mål på syv forsøg. Andre spillere - som Mads Hoxer Hanggaard og Marcus Midtgaard - havde til gengæld en decideret offday.

Mors-Thy vandt ellers målmandsduellen, men de mange tekniske fejl gjorde, at det ikke var nok til også at vinde kampen.

Nederlaget betyder, at Mors-Thy bliver stående på 13 point for 13 kampe, hvilket stadig rækker til en sjetteplads. Men alle forfølgerne har minimum én kamp i baghånden, så slutspilspladsen kan hurtigt glide Jonas Willes udvalgte af hænde.

Kampfakta

TMS Ringsted - Mors/Thy 30-27 (14-14)

Mål TMS: Morten Jensen 6, Oskar Vind Rasmussen 6, Lauritz Leger 4, Mads Dudek 3, Martin Risom 3, Martin Mauer Larsen 3, Andreas Magaard 2, Anton Bramming 2, Sebastian Thor 1

Mål Mors/Thy: Bjarke Christensen 8, Emil Bergholt 7, Tim Sørensen 5, Frederik Tilsted 4, Allan Toft Hansen 2, Marcus Sørensen 1

Udvisninger: TMS Ringsted 6, Mors/Thy 3

Tilskuere: 35

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.