VM i håndbold

Karakterbogen: Green holdt Ungarn fra fadet og topper skalaen

NORDJYSKEs håndboldekspert mener, at Danmark bør takke Jannik Green i omklædningsrummet bagefter. Andenkeeperen var hovedårsagen til, at det aldrig for alvor blev tæt mod Ungarn

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:Danmarks første kamp i hovedrunden var med modstanderen frisk i erindring. De to sidste testkampe inden VM var nemlig mod netop Ungarn, hvor det blev til både storsejr og nederlag.

Men på papiret var det ikke de samme to hold, som skulle i kamp lørdag aften. Skader på begge sider havde tvunget såvel Nikolaj Jakobsen og som den ungarske trænerkollega til at skifte ud og ind i trupperne.

Og det blev faktisk også en udskiftning, som ændrede billedet i kampens første 30 minutter. Niklas Landin fik overraskende ikke rigtig fat i noget og efter små 18 minutter, kunne Jannik Green afløse med umiddelbar succes. Redningerne satte gang i den danske kontrafase og langsomt, men sikkert fik Danmark skabt luft og kunne gå til pause med plus fem.

Green forsatte det flotte målmandsspil i anden halvleg, og det var afgørende bag et dansk forsvar, som i store perioder ikke hang tilstrækkeligt sammen.

Dagens top-3

Jannick Green - 6

I dagens kamp blev der tidligt brug for den danske andenkeeper. Ligesom i testkampen trak Magdeburg-keeperen den ene store redning frem efter den anden og havde stor indflydelse på, at Danmark kunne trække fra. Anden halvleg blev krydret med flere af slagsen og specielt mod kampens slutning kunne holdkammeraterne takke Jannick Green for, at det aldrig for alvor blev tæt.

Mikkel Hansen – 5

Diregentstokken ligger lunt i hænderne på Danmarks ubetinget bedste spiller. Igen tog han fra kampens begyndelse hovedansvar og fordelte boldene klogt. Fra syvmeter-pletten var han sikkerheden selv, og når der var behov for at løsne et skud fra distancen, så blev det ofte udført med høj kvalitet. Det blev også til fejl og forkerte vurderinger, men overordnet styrede kaptajnen skibet sikkert i havn.

Rasmus Lauge – 5

Hans vigtighed for det danske angrebsspil kan ikke pointers nok. Igen var det i duelspillet overfor sin direkte modspiller, at Rasmus Lauge leverede, ligesom hans blik for stregspilleren var sublimt. Hans evne til at glide af tacklingen og bringe sig i en gunstig afslutningsposition på mellemdistance gør ham farligt for et hvert forsvar, uanset om han befinder sig bredt i banen eller mere centralt.

Dagens "kom igen"

Anders Zachariassen – Der var gode aktioner og mål i angrebet, men også et par store afbrændere. I forsvaret fik han aldrig rigtig fundet den rigtige balance i forhold til folkene på siderne og kom i alt for høj grad til at løbe efter angrebsspillerne. Det er ikke med med til at skabe tryghed. Danmark har forsvarsmæssige udfordringer, når Zachariassen er inde.

Karakterskalaen

0 = tag dig sammen

1 = dårlig

2 = under middel

3 = middel

4 = over middel

5 = glimrende

6 = verdensklasse

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst