Karantæne til Aalborg-back efter tackling på frederikshavner

Lasse Bo Knudsen må sidde udenfor, når Aalborg Pirates onsdag aften møder SønderjyskE på isen

Pirates-backen Lasse Bo Knudsen (tv.) fik en matchstraf i kampen i Frederikshavn 30. december. Nu kommer der en følgestraf. <i>Foto: Bente Poder</i>

Pirates-backen Lasse Bo Knudsen (tv.) fik en matchstraf i kampen i Frederikshavn 30. december. Nu kommer der en følgestraf. Foto: Bente Poder

AALBORG:Aalborg Pirates må undvære backen Lasse Bo Knudsen, når ishockeyklubben onsdag aften får besøg af SønderjyskE i Metal Ligaen.

Han er blevet idømt én spilledags karantæne for en takling, han satte ind på Frederikshavn White Hawks' Jesper Jensen i det nordjyske lokalopgør 30. december. Her gav den såkaldte "checking to the head" en matchstraf til aalborgenseren, der altså ikke kunne være med i den resterende del af opgøret i Frederikshavn.

- Selvom hensigten var at lave et såkaldt ”good hockey hit”, er den opadgående bevægelse og manglende sikring af, at tacklingen sættes rent i kroppen et udtryk for utilstrækkelig opmærksomhed på skadespotentialet hos den direkte modspiller, lyder det i afgørelsen fra disciplinærudvalget hos Danmarks Ishockey Forbund.

Lasse Bo Knudsen har selv forsvaret tacklingen med, at hensigten var at ramme modspilleren i brystet, og han i øvrigt spillede pucken med staven, før han ramte Jesper Jensen.

Jesper Jensen tog efter kampen noget af dramatikken ud af situationen, da han erkendte, at Aalborg-backens tackling ikke var til fare for ham.

- Han ramte mig i ansigtet med sine handsker, men det var ikke nogen speciel hård tackling, for han kom ikke i fart. Derfor slog jeg mig ikke rigtig, men straffen er jo noget, dommerne beslutter, og som jeg ikke har nogen indflydelse på, fortalte Jesper Jensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.