Karoline er tæt på EM. Træner jubler: Verdensklasse

Thisted Svømmeklubs rygcrawler Karoline Sørensen kommer støt og roligt tættere på en udtagelse til EM i Budapest i maj

Karoline Sørensen er i verdensklasse, mener Thisted Svømmeklubs cheftræner Mads Bjørn Hansen. Arkivfoto

Karoline Sørensen er i verdensklasse, mener Thisted Svømmeklubs cheftræner Mads Bjørn Hansen. Arkivfoto

THISTED:Karoline Sørensen var så tæt på at komme under EM- tidskravet i 100 og 200 meter rygcrawl ved Dansk Svømmeunions kvalifikationsstævne i Vejle i den forgangne weekend, at klubbens cheftræner Mads Bjørn Hansen mener, at det realistisk set vil ske enten ved Stockholm Open 8-11 april eller ved Danish Open små to uger senere.

Cheftræneren hæfter sig ved, at Karoline Sørensen ikke var nedtrappet til kvalifikationsstævnet og alligevel formåede hun at præstere klækkelige forbedringer af hendes personlige rekorder. På 100 meter rygcrawl var hun 3/10 af et sekund fra tidskravet og 1,4 sekund på 200 meter.

- Ved Stockholm Open foretager vi en dobbelt nedtrapning, og Karolines tider i weekenden er pt. mellem de otte-ni hurtigste i Europa, fortæller cheftræneren, som bemærker, at Karoline Sørensens svømning og fart er i verdensklasse.

Det siger han, fordi der stadig er meget at arbejde med.

- Karoline kan stadig forbedre sin start og vendinger, og dér ligger der tid at hente, siger han og tilføjer, at Karoline Sørensen er Danmarks klart hurtigste kvindelige rygcrawler, og hun er selvskreven, hvis Dansk Svømmeunion beslutter sig for holdkapper ved EM.

Foruden Karoline Sørensen deltog også Thea Søe Bach fra Thisted Svømmeklub ved kvalifikationsstævnet i Vejle. Thea Søe Bach svømmede de lange crawlløb nemlig 400, 800 og 1500 meter. Det gjorde det unge talent så godt, at det blev til personlige rekorder i samtlige tre løb.

- Det var målet og det blev til fulde opfyldt, fortæller cheftræner Mads Bjørn Hansen, som hæfter sig ved, at Thea Søe Bachs niveau på nuværende midt i den hårde og tunge træning er på et højere niveau end ved de danske kortbanemesterskaber i december i fjor.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.