Kevin Magnussen vil have færre regler i Formel 1

Formel 1-regelbogen er alt for lang ifølge Kevin Magnussen, der gerne så, at kørerne bare fik lov at køre ræs.

IMSA Daytona Rolex 24 Auto Racing <i>John Raoux/Ritzau Scanpix</i>

IMSA Daytona Rolex 24 Auto Racing John Raoux/Ritzau Scanpix

Verdensmesterskabet i Formel 1 er helt lige før det sidste løb i Abu Dhabi søndag. Max Verstappen og Lewis Hamilton har samlet nøjagtigt lige mange point sammen i løbet af sæsonen.

Max Verstappen blev i seneste løb i Saudi-Arabien både tildelt en fem sekunders straf, og han skulle lade Hamilton passere ham.

Racerkører og Formel 1-ekspert på Viaplay Kevin Magnussen, der tidligere har kørt seks sæsoner i Formel 1, vil gerne have det sidste løb afgjort af kørerne på banen og ser gerne, at reglerne i Formel 1 bliver gjort enklere.

- Jeg vil sige: Åben det op, og lad kørerne selv finde ud af det.

- Så kan det godt være, der ryger nogle flere forvinger, og der kommer nogle flere punkteringer. Men jeg tror ikke på, at der er nogen kørere i verden, der har lyst til at sætte livet på spil og gøre det farligt.

- Selvfølgelig er der nogle ting, der er farlige, men i forhold til om man lige var ude over stregen eller havde kontakt midt i et sving, synes jeg bare, kørerne skal finde ud af det, og ham der kommer først over stregen har vundet, siger han.

Kevin Magnussen kører i dag i USA, hvor reglerne for racerløb er simplere, og det giver ifølge ham bedre ræs.

- Det skulle være mere simpelt i Formel 1. I USA er de ligeglade med, om du kører lidt ind i en. Kører du ham af banen eller spinder ham rundt, så får du en straf. Det er en "drive through"-straf – ikke noget med fem sekunder eller ti armbøjninger.

- Gør regelbogen mere simpel, sæt det mere frit. Og hvis de går over stregen så lav det til en større straf. Hvis du får en "drive through", så er dit løb højst sandsynligt ovre, siger han.

Ved en "drive through" skal bilen køres igennem et område, hvor der køres med meget lavere hastighed end ude på selve banen.

Tidligere racerkører Nicolas Kiesa, der også er Formel 1-ekspert på Viaplay, mener, at Formel 1 kunne hjælpe sig selv ved at have grus i afkørselsarealerne.

- Man behøver ikke engang at lægge grus i hele området, hvis man bare lægger sand på halvanden meter – ligesom et bed med sand eller grus. Det ville være nok. Hvis du bare får lidt skidt på dækkene, så er du så langt dårligere stillet, siger han.

Og det kan Kevin Magnussen kun bakke op om.

- Hvis nu man havde baner, hvor der var grus, eller bare noget terræn, som gav en stor ulempe at køre på, og så havde færre regler, og kørerne bare kunne køre ræs, så ville det blive et mere naturligt ræs.

- Nu har jeg kørt et år i USA, og der er alle banerne lavet med grus eller terræn. Tager du en chance og ryger af, så bliver du straffet, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.