Knækket til sidst: EH Aalborg pressede tophold

EH Aalborg var med indtil ni minutter før tid mod Herning-Ikast

Anders Kjærgaard
Emma Friberg leverede en flot indsats i EH Aalborgs mål.
EH Aalborg 13. februar 2019 20:57

HÅNDBOLD: EH Aalborg var onsdag aften tæt på at tage sæsonens hidtil største skalp, da topholdet Herning-Ikast Håndbold var på besøg. Men gæsterne endte med at hive en sejr på 22-17 med hjem på ni gode slutminutter.

Første halvleg var ikke nogen skønhedsåbenbaring med kreative angreb og flotte mål. Det var snarere benhård fight mellem to hold, der var bedst funderet i forsvaret.

EH Aalborg åbnede frisk og kom foran med 2-0, men herefter lukkede Herning-Ikast, der er berygtet for sin defensive styrke, godt af. Hjemmeholdets skytter havde svært ved at komme på skudhold, og når det lykkedes, tog gæsternes tyske keeper, Sabine Englert, så absolut med hænder.

Sølle otte nordjyske mål blev det til i de første 30 minutter - også fordi holdet lavede for mange tekniske fejl. Forsvarsmæssigt så det bedre ud. Herning-Ikast, der er inde i en periode med mange kampe både i Europa og i ligaen, fremstod heller ikke som det mest fokuserede mandskab. Holdet leverede det nødvendige, men så heller ikke mere.

10-8 førte gæsterne ved pausen.

Fra anden halvlegs start var det tydeligt, at hjemmeholdet havde fået færten af point, og intensiteten tog til. Angrebsmæssigt forsøgte det nordjyske hjemmeholdet at variere, og det lykkedes flere gange af finde stregen. Efter 10 minutter var der kontakt ved 13-13.

Gæsternes Louise Burgaard, der tordnede fire kugler i kassen i halvleg, blev nu sat ud af spillet af en aggressivt stødende Laura Damgaard. EH Aalborg dominerede. Tilspillede sig chancer. Men udnyttelsesprocenten kunne have været bedre, så ni minutter var der en nordjysk manko på et enkelt mål.

Men til sidst knækkede filmen for hjemmeholdet, der ikke fik afsluttet angrebene godt nok på en storspillende Sabine Englert og derfor løb ind i et par afgørende kontramål.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...