Knæskadet Chelsea-kantspiller skal på operationsbordet

Ben Chilwell kan ikke undgå en operation efter den korsbåndsskade, han pådrog sig i november.

Champions League - Group H - Chelsea v Juventus <i>Hannah Mckay/Reuters</i>

Champions League - Group H - Chelsea v Juventus Hannah Mckay/Reuters

Chelsea havde håbet, at Ben Chilwell ville komme sig over sin knæskade uden operation. Men Premier League-klubben har nu skiftet kurs.

Den engelske fodboldspiller beskadigede et korsbånd i knæet i november. Nu skal han under kniven.

Det skriver Chelsea på sin hjemmeside.

Flere engelske medier gætter på, at Ben Chilwell nu er ude i resten af sæsonen. Han spiller også på det engelske landshold.

Korsbåndsskader er normalt noget af det værste, fodboldspillere kan komme ud for. Det tager ofte mellem seks og tolv måneder at komme tilbage, hvis skaden kræver operation.

I Chelsea gik man konservativt til værks og forsøgte at sætte Chilwell i gang med genoptræning uden operation.

- Desværre har Ben ikke formået at vise fremgang. Derfor er beslutningen at gennemgå en operation i denne uge, skriver Chelsea på sin hjemmeside.

Ben Chilwell startede sæsonen som bænkevarmer i Chelsea, men kom i spil i løbet af efteråret. Han scorede i tre kampe i træk og blev fast mand på venstrekanten.

Men da Chelsea mødte Juventus i Champions League i slutningen af november, gik det galt for den engelske landsholdsspiller. Siden har han ikke været i kamp.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.