Komet overrasker på sin jomfrurejse til Australian Open

På sin første rejse uden for USA er tennisspilleren Ben Shelton klar til kvartfinalen i Australian Open.

Ben Shelton jubler over sin sejr i fjerde runde over J. J. Wolf. <i>Jaimi Joy/Reuters</i>

Ben Shelton jubler over sin sejr i fjerde runde over J. J. Wolf. Jaimi Joy/Reuters

De færreste havde nok det store kendskab til den amerikanske tennisspiller Ben Shelton inden Australian Open, men det er ved at ændre sig.

Den 20-årige Shelton er nemlig sensationelt klar til kvartfinalen i Melbourne, hvor han deltager for første gang, og det er hans blot anden grand slam-turnering, efter at han spillede US Open sidste år.

Natten til mandag slog han i fjerde runde sin landsmand J.J. Wolf med cifrene 6-7, 6-2, 6-7, 7-6, 6-4.

- Det er absolut en overraskelse, siger Shelton på pressemødet efter kampen.

Inden Australian Open deltog han i opvarmningsturneringer i Auckland og Adelaide, og det er faktisk første gang, at han spiller turneringer uden for USA.

- Det er første gang nogensinde, at jeg er uden for USA. Jeg vidste, at det ville blive en udfordring.

- Jeg tror, at det måske har hjulpet mig, at der ikke var de store forventninger til mig, og at jeg ikke har følelsen af, at jeg skal præstere, men bare kan gå ud og være mig selv og spille frit, lyder det fra Shelton.

Før Australian Open ligger han nummer 89 på verdensranglisten, men de fire sejre i Melbourne bringer ham op som minimum nummer 43 efter turneringen.

Det er ellers blot syv måneder siden, at han befandt sig uden for top-500.

Skulle han vinde sin kvartfinale springer han yderligere ti pladser frem på ranglisten.

Modstanderen i kvartfinalen på onsdag er endnu en amerikaner i skikkelse af Tommy Paul, der også spiller sin første grand slam-kvartfinale.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.