Aalborg Håndbold

Kommentar: Det her er større end Mikkels ankomst

Aron Pálmarssons skifte til Aalborg Håndbold er på sin vis den helt store blåstempling af projektet. Nu mangler der bare en kærkommen forstærkning

Jan Larsen har gang i noget stort. Arkivfoto: Henrik Bo

Jan Larsen har gang i noget stort. Arkivfoto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Siden AG København gik konkurs i 2012 har dansk håndbold sukket efter et nyt flagskib på klubsiden, der kan kæmpe med i toppen af europæisk håndbold. Det har Aalborg Håndbold taget tilløb til at blive i de seneste sæsoner.

Nu er man kommet så langt, at selv de største stjerner har lyst til at tørne ud for Aalborg Håndbold. Mikkel Hansens tilgang er naturligvis epokegørende, men det er endnu større i min bog, at man kan lokke Aron Pálmarsson til klubben.

Mikkel Hansen er helt sikkert uden sidestykke rent kommercielt, og han har sparket døren ind, så andre verdensstjerner vil kigge mod Aalborg.

Det er nemlig en vaskeægte verdensstjerne, der kommer til klubben. Faktisk vil jeg mene, at Aron Pálmarsson kommer til at være en mere markant forstærkning end Mikkel Hansen. Ikke alene kommer han allerede til sommer, men der er tale om en udenlandsk verdensstjerne, hvilket understreger de nye tider i Aalborg Håndbold.

Pálmarsson er verdensklasse i begge ender af banen. Mikkel Hansen er unik rent offensivt, men den nuværende Barcelona-spiller er tæt på samme niveau. Defensivt er islændingen også verdensklasse, men det er Hansen ikke.

Aron Pálmarsson har været bedste spiller på verdens bedste hold i de seneste tre sæsoner. Der er tale om en top fem-spiller i verden så det er ganske enkelt en formidabel signing, som Aalborg har begået her. Hans ankomst åbner op for ønsketænkning.

Da AG København var på toppen havde man evnen til at samle alle de bedste spillere fra de nordiske lande. Aalborg er godt i gang med noget lignende.

Med tanke på at Jan Larsen nu for alvor rækker ud efter stjernerne, er det oplagt at undersøge, hvilke nordiske profiler, der kan komme i spil til Aalborg-holdet.

Det skal siges, at man allerede har en stor del af fundamentet på plads, men skal man helt op og banke på til en permanent top fire-plads i Europa, kræver det yderligere et par forstærkninger.

Med Aron Pálmarssons ankomst er behovet for en verdensklassespiller på højrebacken blevet mindre. Man kunne ellers drømme søde drømme om Magnus Rød, hvilket ville fuldende den ultimative bagkæde i dagens håndbold.

Jeg har læst en del negative kommentarer om Martin Larsens skifte hjem til Aalborg Håndbold. Der tales om nepotisme. Ved siden af Mikkel Hansen og Aron Pálmarsson blegner Larsens ankomst ganske rigtigt lidt, men der er altså tale om en spiller, som har bevist sig flot over de seneste sæsoner i Tyskland og Frankrig. Her kan man kaste et blik på en anden venstrehåndet dansk spiller for at få sat den præstation i perspektiv. Niclas Kirkeløkke har haft det svært i Bundesligaen, og skulle jeg vælge mellem de to, der er nogle af de bedste muligheder på højrebacken, så ville jeg gå med Martin Larsen.

Generelt er der få klassespillere til den position. Harald Reinkind bliver i Kiel til 2024, og Kent Robin Tønnesen skifter fra Veszprem til Pick Szeged, så de er ikke aktuelle. Albin Lagergren har kontrakt i Rhein Neckar Löwen til 2023, mens Omar Ingi Magnusson næppe står foran en retur til Limfjordsbyen, da han har kontrakt med Magdeburg til 2024. Men måske ligger løsningen ikke i Tyskland. Den kan meget vel findes i "baghaven".

Hvis Mads Hoxer kommer til om et år, er man i den grad godt dækket ind. Skulle Mads Mensah også støde til, så er man for alvor ved at være der, hvor det er verdensklasse i en grad, så det ligefrem stinker af Final 4 og bustur til Køln.

Der er et sidste hængeparti, som jeg mener, Aalborg bliver nødt til at forholde sig til for at ramme det ultimative hold. Målmandsposten skal nemlig opgraderes på en eller anden måde. Mikael Aggefors og Simon Gade har begge et højt niveau, men de rammer ikke kategorien verdensklasse.

Drømmescenariet havde været Landin. Han har dog lige forlænget med Kiel. Emil Nielsen vil også være et kæmpekup, hvis man kan få ham. Her peger pilen imidlertid mod Barcelona, og så er spørgsmålet, hvor man kan finde en keeper på et passende niveau.

Med tanke på, at det sandsynligvis skal være en nordisk keeper, kunne man kigge mod Tyskland, hvor den tidligere Aalborg-keeper Andreas Palicka har kontraktudløb om et år hos Rhein Neckar Löwen. Ikke helt på Emil Nielsen-niveau, men det er bestemt en klassekeeper. Palickas nuværende klubkammerat Mikael Appelgren er også en mulighed. Det samme er Jannick Green. Spørgsmålet er, om de to opfylder behovet for en verdensklassekeeper, som er et must. Spørg bare i PSG, hvor keeperpræstationerne ofte har været den afgørende mangelvare for at kunne præstere mod de øvrige verdensklassehold.

Under alle omstændigheder er Aalborg Håndbold i gang med at sætte en ny standard for dansk klubhåndbold. Under normale omstændigheder ville navne som Kristian Bjørnsen og Jesper Nielsen være kæmpe tilgange. Nu er de parkeret i skyggen af to verdensstjerners indtog. Det aftvinger kæmpe respekt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.