Kommentar: Drop nu ligestilling mellem kønnene

HÅNDBOLD:Der var engang ...

Sådan indledes mange eventyr. Eventyr og heltemodige præstationer, som dem den danske befolkning var vidne til i de glade 90ere, da kvindehåndbold var nationalsport og lagde landet øde hen, når der var finaler ved VM, EM og OL.

Den årlige juletradition med håndbold-slutrunde tilsat æbleskiver og julehygge lider i udtalt grad i år. Der skal flere æbleskiver til end normalt, hvis denne cocktail stadig skal være spiselig. Årets VM-slutrunde i kvindehåndbold er nemlig på et historisk lavt niveau.

Udvidelsen til hele 32 hold underminerer ganske enkelt den sportslige værdi. Det er synd og skam, at den ellers så hyggelige tradition med god håndboldunderholdning til julehyggen er blevet forvandlet til en langaber af en VM-slutrunde og resultater, der leder tanken hen på et eller flere hold til Nøvling Cup, der er blevet indrangeret forkert.

Norge besejrede Iran 41-9, Sverige fejede gulv med Puerto Rico og vandt 48-10. Det er blot et par eksempler på den totale mangel på sportslig værdi i den indledende fase af VM. Helt så udtalt var det ikke, da mændene kæmpede om VM-trofæet i januar.

Det var også slemt, men ikke pinligt i samme omfang, som det er i denne omgang. Mændenes VM kan lige bære 32 deltagere, men det kan kvindernes slutrunde under ingen omstændigheder. Mens håndbold på herresiden tager gode skridt mod at blive globalt konkurrencedygtig, er der stadig store sorte huller på kvindernes verdenskort over dygtige håndboldnationer.

Arkitekten bag den vanvittige devaluering af kvindernes håndboldslutrunde er som altid IHF-præsidenten Hassan Moustafa, der her i Danmark er omtrent ligeså svær at tage seriøs som Pyrus ville være, hvis han sad på toppen af den internationale håndbold-pyramide.

Det tenderer til galskab, når manden stiller sig op på TV og udtaler, at man har dygtige hold fra alle kontinenter. Jeg aner ikke, hvilken planet han her henviser til, men Hassan Moustafa er helt på månen med den udtalelse.

Det er helt fair, at han ønsker at udbrede håndboldsporten til flere lande, men det skal ikke ødelægge sportens vigtigste udstillingsvinduer.

Der må og skal findes en stopklods, for det kan ikke være meningen, at alle verdenshjørner død og pine skal deltage ved et VM i kvindehåndbold.

Prøv at tænke, hvis det internationale ishockey forbund afviklede sine slutrunder efter samme princip. Det er i forvejen slemt nok med niveauforskellen på de bedste og dårligste hold ved et A-VM i ishockey, men her accepterer man, at der er niveau-opdelte slutrunder.

Det samme burde man gøre i håndbold. Det har man gjort tidligere, men behovet for at sikre stemmer fra lande, som dårligt ved, hvad håndbold er for en sport, tvinger Hassan Moustafa ud i den her ødelæggende manøvre for sportens i forvejen tvivlsomme troværdighed.

På denne måde risikerer vi, at kvindehåndbold bliver endnu mere marginaliseret, end den allerede er ved at blive. Det er synd og skam, for kvindehåndboldproduktet er i den grad blevet bedre i løbet af de seneste fem år.

Der skal findes en løsning, så man kommer det her koncept til livs. Løsningen må være, at man igen indskrænker deltagerfeltet til de lande, der rent faktisk kan stille med et hold af spillere, som kan gribe og kaste bolden.

Så må resten kæmpe for at komme på niveau i et B-VM gemt væk fra håndboldelitens møde. Det fortjener sporten, og det fortjener de danske håndboldkvinder.