Fodboldlandsholdet

Kommentar: Pludselig føles et fodboldnederlag ligegyldigt

Det var umenneskeligt at genoptage Danmarks kamp mod Finland ovenpå Christian Eriksens kollaps - mener Nordjyskes sportsredaktør

Foto: Friedemann Vogel/AFP/Ritzau Scanpix

Foto: Friedemann Vogel/AFP/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Danmark tabte lørdag aften 0-1 til Finland på hjemmebane i EM-premieren. Et på papiret katastrofalt resultat, men jeg har helt ærligt svært ved at fokusere på det sportslige efter sådan en aften i Parken.

Tankerne kredser kun omkring det, der skete efter 42 minutters spil, og som med ét fik fodbold til at føles helt og aldeles ligegyldigt.

Christian Eriksen faldt til jorden på Danmarks nationalstadion uden at være i nærheden af hverken mod- eller medspillere, og ret hurtigt stod det klart for alle - både blandt holdkammerater og publikum - at situationen var alvorlig.

Som journalist er det en del af min arbejdsbeskrivelse, at jeg skal bevare fatningen - også når tingene spidser til. Men synet af Christian Eriksen med blottet brystkasse, der fik hjertemassage, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, og jeg tror egentlig, at alle bare sad tilbage i en tilstand af chok.

Det samme chok kunne aflæses i spillernes øjne - både de danske og de finske - og det var tydeligt, at alle i det øjeblik frygtede for den 29-årige danskers liv.

Da Christian Eriksen, efter hvad der føles som uendelig lang tid, blev båret ud til den ventende ambulance, anede ingen på tribunerne reelt, om han var død eller levende.

Foto: Friedemann Vogel/AFP/Ritzau Scanpix

Foto: Friedemann Vogel/AFP/Ritzau Scanpix

Imens skiftedes de danske og finske fans på rørende vis til at råbe Christian Eriksens navn så højt, at man kan håbe, det blev hørt på Rigshospitalet godt en kilometer væk.

Fra min plads på pressepladserne højt oppe under Parkens tag gjorde jeg ikke andet end at bede til fodboldguderne, mens jeg konstant opdaterede Uefa og DBU’s sociale medier for nyt om den danske stjernespillers tilstand.

Et billede af Christian Eriksen med åbne øjne, da han blev båret ud af Parken, begyndte at florere og give håb, og 40 minutter efter danskerens kollaps, kom beskeden endelig. Christians tilstand var stabil, og han var ved bevidsthed.

Jubelbrølet i Parken overdøvede alt, men jeg tror stadig ikke, at ret mange på det tidspunkt skænkede fodbold en tanke.

Publikum fik hele tiden besked på at blive på deres pladser, og jeg må tilstå, at jeg blev overrasket, da det lidt senere blev meddelt, at kampen skulle spilles færdig.

Det var ifølge DBU spillerne på de to hold, der gav besked om, at de gerne spillede videre, når de nu havde vished for, at Christian Eriksen var okay.

Simon Kjær var i centrum for begivenhederne omkring Christian Eriksens kollaps. Siden lod han sig udskifte. Foto: Hannah McKay/AFP/Ritza Scanpix

Simon Kjær var i centrum for begivenhederne omkring Christian Eriksens kollaps. Siden lod han sig udskifte. Foto: Hannah McKay/AFP/Ritza Scanpix

Jeg er heller ikke i tvivl om, at det også ville være Christians besked til holdkammeraterne. Spil, og sørg for at vinde den kamp for mig.

Men jeg tror også, at det er lettere sagt end gjort. Hvis jeg på sikker afstand af begivenhederne sad og rystede over hele kroppen - selv med vished for, at Eriksen var okay - hvad gjorde hans holdkammerater så ikke?

Udskiftningen af en synligt rystet Simon Kjær efter godt en times spil siger det hele. Anføreren, der var først fremme ved Christian Eriksen og siden måtte trøste hans kone, var naturligvis ikke klar til at spille fodbold.

Nu får det danske hold nogle dage til at sunde sig og få talt begivenhederne igennem, og så kan fokus måske atter ramme fodbolden i de sidste to gruppekampe. EM er på ingen måde forbi - selvom det længe føltes sådan lørdag aften i Parken.

Uafgjort mod Belgien og sejr over Rusland i den sidste gruppekamp sender stadig Danmark videre til ottendelsfinalerne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.