Korttidshukommelse skal hjælpe Pirates videre
Der var få lyspunkter at tage med videre til næste kamp for Aalborg Pirates

Aalborg Pirates skal glemme tirsdagens nederlag i en fart. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
ISHOCKEY:Der var kontant afregning ved kasse et, da Aalborg Pirates tabte den fjerde DM-semifinale 8-4. Undervejs var man endda nede hele 8-1, men det blev bedre mod kampens slutning, uden at det blev godt.
- Vi må bare sige, at Esbjerg straffede vores fejl. Det gjorde de godt. Vi blev lokket lidt for langt frem i nogle situationer, og så kørte de ellers bare kontra på os, siger George Sørensen.
Pirates-keeperen kunne mere eller mindre magtesløs blot hente pucken ud af målet i nogenlunde samme intervaller, som Kim Larsen tændte sine cigaretter i.
I 3. periode var der lidt oprejsning Tre nordjyske scoringer og ingen til hjemmeholdet kunne til nød sminke de værste ridser i lakken.
- Det var vigtigt vi kom ud og fik vist, at vi godt kan rejse os. Vi fik en god snak inden 3. periode, og jeg føler, at vi fik skøjtet bedre og vist gode takter. Det er helt sikkert et bedre rygstød til næste kamp, end 2. periode var, siger George Sørensen.
Han er ikke i tvivl om, at de næste dage skal bruges på at kigge fremad og ikke bagud.
- Vi har heldigvis altid korttidshukommelse, når vi taber den her slags kampe i et slutspil. Det er bare videre til næste kamp, og så må vi glemme den seneste kamp, siger George Sørensen.
Hvis man spørger George Sørensens træner Garth Murray er der dog småting, som han gerne vil have ændret på frem mod fredagens femte semifinale.
- Vi skal have foretaget nogle små justeringer, men ellers er det mest af alt mentalt, at vi skal have arbejdet med spillerne. Jeg føler, at vores mindset var okay, men vi blev bare straffet hårdt i 2. periode. Vi må ikke give Esbjerg den slags momentum, siger Aalborg-træneren, der gerne vil have fat i noget af det helt basale i ishockey.
- Esbjerg brændte os en mod en, og det kan vi ikke tillade. Det skal vi have på plads til næste kamp, men det er en ny kamp, og vi må glemme den her oplevelse i en fart, siger Garth Murray.
Femte kamp i serien bedst af syv kampe spilles fredag i Bentax Isarena.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.