Aalborg Håndbold

Kritisk Aalborg-træner: Vi manglede tempo

Stefan Madsen noterer sig dog med tilfredshed, at aalborgenserne også kunne vinde på en mindre god aften

Arkivfoto: Lars Pauli

Arkivfoto: Lars Pauli

HÅNDBOLD:På papiret lyder en udesejr på 35-30 over Ribe-Esbjerg som en ganske fornøjelig aften i Håndboldligaen for Aalborg Håndbold. De danske mestres cheftræner var dog ikke helt tilfreds med indsatsen, selvom den altså torsdag var nok til at vinde den tredje ligakamp af tre mulige.

- Vi spillede ikke nogen speciel flot kamp. Vi var i perioder for langt nede i tempo, og at kampen blev spillet i en gudsforladt kulisse i Esbjerg hjalp os heller ikke til at få fart i spillet, siger Stefan Madsen.

- Men jeg sagde til gutterne bagefter, at det også er en kunst at vinde de her kampe, hvor spillet ikke flyder helt. Jeg synes da også, vi fik stabiliseret os og var i stand til at stramme grebet, når det var nødvendigt.

Enormt potentiale hos Simon Gade

Simon Gade hjalp til med 11 redninger på 33 forsøg, efter at Mikael Aggefors kun fik fat i ét af de første ni vestjyske skud.

- Simon har et enormt potentiale, og det var dejligt at se, at han kom ind og bidrog til, at vi hev sejren hjem, siger Stefan Madsen.

Cheftræneren glæder sig også over, at han igen kunne spille bredt, så ingen blev overbelastet i en periode, hvor kampene kommer væltende ned over de danske mestre. På onsdag venter en tur til Slovenien for at møde Celje i åbningskampen i Champions League.

- Det bliver en vild opgave, men lige nu håber jeg vel egentlig bare, at coronasituationen ikke udvikler sig sådan, at kampen ikke kan gennemføres, siger Stefan Madsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.