rejse

Kulturminister ville gerne lukke Danmark for russiske atleter

EU-regler forhindrer ifølge Jakob Engel-Schmidt (M) ønsket om at forbyde russiske atleter indrejse i Danmark.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt er meget interesseret i at lade sig inspirere af Tyskland, der vil forbyde russiske og belarusiske atleter at rejse ind i landet. (Arkivfoto).
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt er meget interesseret i at lade sig inspirere af Tyskland, der vil forbyde russiske og belarusiske atleter at rejse ind i landet. (Arkivfoto). Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Regeringen agter at undersøge, hvorvidt det er muligt at forbyde atleter fra Rusland og Belarus at rejse ind i Danmark.

Det fortæller kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

- Jeg har den klare holdning, at man ikke kan stille op til konkurrencer, når man repræsenterer et land, der koldblodigt bomber infrastruktur, kvinder og børn i Ukraine, siger Jakob Engel-Schmidt, der helst så, at ingen russiske atleter fik lov til at rejse ind i Danmark.

I forvejen kan det være svært for russiske atleter at få tildelt et gyldigt visum og dermed lovligt rejse ind i Danmark.

Rusland er omfattet af hovedgruppe fem for visumpligtige lande. Det betyder, at russiske statsborgere som udgangspunkt kun kan få visum i ekstraordinære situationer.

Men Jakob Engel-Schmidt ønsker, at atleter slet ikke skal have mulighed for at søge om indrejse.

- Stod det til mig, så gjorde vi den vanskelighed endnu mere robust og sørgede for at omdanne den til et egentligt indrejseforbud, siger han.

- Vi har haft eksempler på, at russiske atleter er lykkedes med at få tildelt visum i Danmark.

Ifølge kulturministeren vil et omfattende indrejseforbud, som han ønsker, være et brud på en række gældende EU-regler.

Af den grund mener han, at Danmark, som det ser ud lige nu, ikke kan stramme reglerne yderligere.

- Det er vores vurdering, at vi har strammet alt det, vi overhovedet kan, siger Jakob Engel-Schmidt.

Tyskland indenrigsminister, Nancy Faeser, truede i sidste uge med, at atleter fra Rusland og Belarus kan få forbud mod at rejse ind i landet, selv om de får lov til at deltage i sportsbegivenheder af de forskellige forbund.

- Lande, der afholder store sportsbegivenheder, er ikke magtesløse. De kan med uddelingen af visum kontrollere, om russere rent faktisk kan deltage, sagde hun ifølge dpa i et interview med mediegruppen Funke.

Kulturministeren ønsker at lade sig inspirere af Tyskland, hvis det viser sig at være muligt at indføre et indrejseforbud inden for de gældende regler.

- Jeg er meget positivt overrasket over, at Tyskland ønsker at undersøge, hvordan man kan indføre et indrejseforbud for russiske og belarusiske atleter, siger Jakob Engel-Schmidt.

- Vi vil med meget stor interesse følge med i sagen, og hvis Tyskland har fundet et smuthul, som vi ikke har, vil vi med glæde stramme yderligere.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden