AaB

Kusk sendte løverne til tælling på et fyldt stadion

AaB vandt over FC København, da jubilæet for klubbens andet mesterskab blev markeret

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

FODBOLD:FC København fik søndag sæsonens første nederlag i 3F Superligaen, da de mødte AaB på Aalborg Portland Park.

Her vandt nordjyderne med 1-0 på et mål af den tidligere FCK-spiller Kasper Kusk.

11.645 tilskuere var til stede, da københavnerne måtte tage hjem uden point. De mange fremmødte fik også lov til at fejre 20 års markeringen af AaB's mesterskab i 1999.

Der var også glimt af guld, da de røde lagde et hårdt pres fra kampens start.

Efter et kvarters spil gav AaB's pågående indsats pote. Efter et hjørnespark samlede Jakob Ahlmann bolden op og sendte ind i feltet.

Den endte ved Kasper Kusk, som udplacerede Sten Grytebust i FCK-målet ved at sætte den lavt i højre side.

Kort efter kom AaB igen til en stor chance, da Lucas Andersen sendte Iver Fossum ind i feltet. Nordmanden fandt Jakob Ahlmann, som dog måtte nøjes med et hjørnespark.

20 minutter efter den første scoring kom Lucas Andersen så på spil i københavnernes felt.

Anføreren drev bolden hele vejen gennem forsvarskæden, indtil han stod alene med Grytebust i mål. Men Andersen sparkede på stolpen.

Kort efter forsøgte Rasmus Falk sig med et forsøg fra distancen, men Jacob Rinne var sikker i situationen.

I anden halvleg kom FC København mere i spildominans. Det var alligevel hjemmeholdet, der hentede den første, store chance.

Unge Mikkel Kaufmann tog efter en times spil en solotur, hvorefter han sendte et skud på stolpen.

Kort efter forsøgte Lucas Andersen fra distancen, men Sten Grytebust dykkede ned i det udfordrende skud.

Med få minutter igen blev Mikkel Kaufmann ind bag FCK's forsvarskæde af Lucas Andersen. Men angriberen formåede ikke at vinde sin duel med Grytebust.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.