Thisted FC

Kynisk tilgang gav Thisted FC sejren

Efter store nederlag til Hobro og AaB fik Thisted FC has på 2. divisionsholdet Kolding IF

Bo Thomsen glædede sig over indsatsen mod Kolding IF. Arkivfoto: Torben Hansen

Bo Thomsen glædede sig over indsatsen mod Kolding IF. Arkivfoto: Torben Hansen

FODBOLD:Efter nederlag med tenniscifre til både Hobro og AaB, smagte Thisted FC lørdag eftermiddag atter sejrens sødme. Det skete, da thyboerne testede formen mod topholdet i 2. division, Kolding IF, og vandt 2-0 på mål af Collins Tanor og Laus Østervig Nielsen.

Begge mål faldt i første halvleg.

- Mod Hobro løb vi ind i en lussing, fordi vi forsøgte at spille offensiv fodbold. De straffede de hårdt. Mod Kolding IF spillede vi mere kynisk. Vi stod dybt og satsede på at holde organisationen, og det så meget bedre ud, selvom vi selvfølgelig ikke skal være blinde for, at det var mod en modstander af en mere beskeden kaliber end Hobro, siger Thisted-træner Bo Thomsen.

Han så sit hold skabe mange store chancer kampen igennem.

- Vi scorede to fine mål, men kunne sagtens have lavet flere. Men tit lå den sidste aflevering ikke præcist nok, og så løb chancerne ud i sandet. Men jeg hæfter mig ved, at vi som hold så rigtig godt ud, og det var opløftende, siger Bo Thomsen.

Han mandskab har ud over test-nederlaget til Hobro spillet 1-1 mod Vendsyssel FF og fået en lussing på 0-6 af AaB. Og han er klar over, at vejen til point og overlevelse i 1. division (NordicBet Ligaen) skal sikres via en afklaret spillestil.

- Mit fokus er, at vi skal være svære at spille imod. Vores defensive organisation skal være på plads, og så skal vi skabe vores chancer ved at spille hurtigt fremad, siger Bo Thomsen,

Thisted FC indleder foråret på en niendeplads i 1. division. Thyboerne ligger to point over nedrykningsstregen. Holdets første kamp i foråret spilles 3. marts, når FC Helsingør kommer på besøg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst