Aalborg Håndbold

Læsø skød Landin i sænk i stjernens fravær: - Det er bare imponerende

Nikolaj Læsø var flyvende i Aalborg Håndbolds sejr over THW Kiel

Nikolaj Læsø jubler over sejren over Kiel. Foto: Torben Hansen

Nikolaj Læsø jubler over sejren over Kiel. Foto: Torben Hansen

HÅNDBOLD:Nikolaj Læsø fik nærmest taget til at lette i Sparekassen Danmark Arena, da han med sit mål i sidste sekund endegyldigt sikrede Aalborg Håndbold en meriterende Champions League-sejr over de tyske mestre THW Kiel.

Og at det netop var Nikolaj Læsø, der skulle sætte det sidste punktum i onsdagens 35-33-sejr, gav mere end god mening. Den tidligere landsholdsspiller havde spillet en fremragende kamp i begge ender af banen og kronet den med ni scoringer.

- Det er bare imponerende. Jeg har tidligere sagt, at det, der kendetegner os som hold, er, at de, der får tilliden, kvitterer for den. Det var rigtig flot, især fordi han jo på det seneste er blevet kastet ind i vores midterforsvar, hvor han bruger en masse kræfter. Han var fremragende i begge ender af banen, siger Aalborg-træner Stefan Madsen.

Nikolaj Læsøs spilletid i angrebet har i denne sæson ellers været begrænset af sommerens tilgang af Aron Pálmarsson. Onsdag var islændingen sat ud af spillet af en hovedskade, og så trådte Læsø til.

- Pálmarsson er en god spiller, så han har selvfølgelig taget minutter fra mig, men for at være det bedste hold i verden skal vi have mange gode spillere. Det er naturligt, at det giver mindre spilletid, men for mig handler det så bare om at stemple ind, når jeg får chancen.

- Min præstation i dag er et udtryk for, at trænerne skal vide, at jeg også er klar, og at de ikke skal glemme mig. Jeg er klar til at gøre mit bedste, når jeg får chancen, siger Nikolaj Læsø.

I Aron Pálmarssons fravær trak Nikolaj Læsø læsset i offensiven sammen med Felix Claar, Lukas Sandell og Henrik Møllgaard. Den samme kvartet, som i sidste sæson hjalp Aalborg Håndbold helt frem til Champions League-finalen.

- Vi har selvfølgelig noget tryghed i det, men det mest afgørende var vores effektivitet. Vi spillede os også frem til mange store chancer, da vi tabte i Kiel i torsdags, men da havde Niklas (Kiel-målmand Niklas Landin, red.) overtaget. Ham fik vi heldigvis skudt hul på i dag, siger Stefan Madsen.

Sejren blev bare endnu mere imponerende af, at Aalborg Håndbold udover Aron Pálmarsson også måtte se bort fra de to stregspillere René Antonsen og Jesper Nielsen. Martin Larsen kom heller ikke på banen efter at have pådraget sig en forstrækning under tirsdagens træning.

- Jeg er ikke overrasket over, at vi kan vinde. Vi vil måle os med de bedste, og selv om vi havde mange skader, gik vi ind til kampen med troen på, at vi kunne vinde, siger Nikolaj Læsø.

De mange afbud var dog lige ved at koste i kampens slutfase, hvor en føring på fire mål begyndte at svinde ind.

- Jeg kunne godt mærke, at vi var ved at ramme muren. Vi fik sværere ved at komme til chancer, så jeg er glad for, at vi kunne løsne lidt op for det ved at spille syv mod seks. Vi må bare lette på hatten for, at en U19-spiller som Valdemar (Hermansen, red.) kom ind og bidrog med to mål i den periode, siger Stefan Madsen.

Aalborg-spillerne skal dog komme sig hurtigt, for allerede lørdag venter en topkamp i HTH Herreligaen mod GOG. Det er endnu uvist, om Aron Pálmarsson bliver klar til den kamp.

- Det tør jeg ikke spå om. Vi passer godt på ham, men jeg er ked af det på hans vegne. Jeg synes, han har været rigeligt igennem i den korte tid, han har været her, så jeg ønsker ham god bedring, siger Stefan Madsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.