Aalborg Håndbold

Landin fik en klump i halsen i triumf mod venner

Landsholdsmålmanden er glad for modtagelsen i Kiel og endnu mere begejstret for resultatet

Niklas Landin fik en flot modtagelse af Kiel-fansene, men målmanden uddelte ingen gaver til tyskerne.
Niklas Landin fik en flot modtagelse af Kiel-fansene, men målmanden uddelte ingen gaver til tyskerne. Foto: Henrik Bo

Niklas Landin fik et fantastisk comeback i den hal, der gennem otte år var hans hjemmebane i Kiel. Aalborg Håndbolds stjernekeeper præsterede, som kom han fra en helt anden planet. Dermed var han den helt afgørende faktor i storsejren på 27-18 i Champions League.

Selvom han stod med en redningsprocent over 50, var det dog ikke nogen let aften i den gamle hjemby for Niklas Landin.

- Det var følelsesmæssigt utroligt svært at komme ind til kampen, stå på midten og høre Champions League-hymnen. Der må jeg godt nok indrømme, at jeg fik en klump i halsen, fortæller han.

Aalborg Håndbold var på stikkerne gennem hele kampen, og det kunne Kiel ikke matche. Foto: Henrik Bo

Hvis han var påvirket af omstændighederne, så skjulte målmanden det utroligt godt. Han blev kun passeret seks gange i første halvleg, hvor han gang på gang frustrerede Kiel-skytterne.

- Jeg føler mig jo godt tilpas i den her arena og med de mange Kiel-tilskuere på lægterne. De tog også utroligt godt imod mig, så det var en skøn oplevelse, siger Niklas Landin.

Hans holdkammerater kunne dog ikke helt få angrebsspillet til at flyde og brændte også meget på Kiel-keeperen Samir Bellahcene. Derfor var Aalborgs føring kun på 11-6 ved pausen, hvor kampen langt fra var afgjort.

Niklas Landin pillede de tre første straffekast fra Kiel i kampen og drev gæk med lillebror Magnus Landin undervejs. Foto: Henrik Bo

- Vi vidste godt, at de ville komme ud som lyn og torden i anden halvleg, og så kan tingene hurtigt vende her i Kiel. Det har jeg prøvet mange gange, så vi var opmærksomme på, at vi skulle komme ud fra omklædningsrummet og matche dem. Heldigvis fik vi scoret en række hurtige kontramål, og det var den helt perfekte opskrift, forklarer Niklas Landin.

Sejren sender Aalborg frem på en af puljens to øverste pladser, og de kan i den kommende uge overhale Kiel med en sejr på hjemmebane over tyskerne.

- Det her var en fantastisk sejr, og jeg tror ikke, at der er mange hold, der kommer til at vinde i Kiel i den her sæson, påpeger Niklas Landin.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden