Landsholdsfløj skifter Tyskland ud med rumænsk storklub
Håndboldspilleren Trine Østergaard skal fra næste sæson tørne ud for rumænske CSM Bucuresti.

Trine Østergaard har tre gange vundet medaljer med det danske kvindelandshold i håndbold. Bronze ved VM i 2013 og 2021 og senest sølv ved EM i 2022. (Arkivfoto). Claus Bech/Ritzau Scanpix
Den danske landsholdsfløj Trine Østergaard skifter fra næste sæson til den rumænske håndboldklub CSM Bucuresti.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside, skriver TV 2 Sport.
Siden 2020 har højrefløjen spillet i tyske SG BBM Bietigheim.
Trine Østergaard har i mange år været en fast del af det danske håndboldlandshold. I december var hun med til at vinde sølvmedaljer ved EM.
CSM Bucuresti er en fast del af den europæiske håndboldtop og vandt Champions League i 2015/2016-sæsonen.
- Jeg er meget glad og stolt over at være en del af CSM Bucuresti-holdet. Det er en stor klub med meget store ambitioner og fantastiske spillere, siger Trine Østergaard til sin nye klubs hjemmeside ifølge TV 2 Sport.
31-årige Østergaard spillede før skiftet til Tyskland i det hedengangne FCM Håndbold og fra 2017 til 2020 i Odense Håndbold.
Hun vandt det danske mesterskab tre gange med FCM Håndbold og sidste år tog hun det tyske mesterskab med Bietigheim.
Den tyske klub får fra næste sæson danske Jakob Vestergaard som træner.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.