Landsholdslegende i spidsen for Fortuna
Bo Zinck ønskede ikke at fortsætte i spidsen for sejrsvant klub

Den tidligere landsholds-anfører Lene Terp overtager cheftrænerjobbet i Fortuna Hjørring. Foto: Fortuna Hjørring
HJØRRING:Det bliver den danske landsholdslegende Lene Terp, som fra næste sæson overtager cheftrænerjobbet i Fortuna Hjørring.
Efter mindre end et år på posten ønskede Bo Zinck ikke at fortsætte i jobbet.
- Bo har valgt en anden fremtid, hvilket vi i Fortuna kun kan respektere. Hans stilling i Fortuna er på deltid, han ønsker ikke at skippe sit civile job, og så kunne det hele ikke harmonere med, at der også er en familie, der har krav på deres far. Vi skilles i god ro og orden og håber nu bare, at Bo kan afrunde sin indsats i Fortuna med et pokalmesterskab, siger den konstituerede formand for Fortuna Hjørring A/S, Torben Vandsted.
Dermed er vejen åbnet for et gensyn med Lene Terp, som i sin aktive karriere ofte skabte problemer for Fortuna Hjørring, når hun optrådte for OB.
- Jeg er overbevist om, at vi har fundet og ansat Danmarks bedste kvindelige træner, lyder det fra Torben Vandsted.
Lene Terp, som fyldte 50 i april, er noteret for 105 landskampe i perioden 1993-2003. Undervejs var hun anfører for landsholdet i fem år, mens hun på trænerfronten senest har fungeret som landstræner for Færøerne i to år. Hun har erhvervet såvel A- og P-licens fra UEFA.
-Inden Bo trådte til og hjalp os op fra en spillemæssig bølgedal, havde vi kontakt til Lene Terp, men det var på et tidspunkt, hvor hun netop var indtrådt i et projekt som landstræner på Færøerne. Den opgave har hun ikke længere, og så fik vi chancen, fortæller Torben Vandsted.
Hjørring-klubben har store forventninger til sin kommende cheftræner, som tiltræder 1. juli.
- Vi har et krav til, at vores elitehold er i toppen af dansk kvindefodbold og er med i Europa. Samtidig vil vi leve op til vores ansvar for udvikling af de unge spillere og talenter, der skal udgøre dansk kvindefodbolds fremtid. Disse krav og ønsker er vi overbevist om bliver realiseret med Lene Terp og en dedikeret trænerstab, siger Torben Vandsted.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.