Landstræneren regner med småskadet Højlund mod Tyskland

Mie Højlunds fod vil efter alt dømme kunne tapes op, så hun snart kan komme tilbage på banen ved VM.

VM kvindehåndbold i Spanien <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

VM kvindehåndbold i Spanien Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den danske landsholdsprofil Mie Højlund er formentlig allerede tilbage på banen søndag aften, når Danmark møder Tyskland ved håndbold-VM.

Højlund måtte sidde ude i fredagens opgør mod Tjekkiet, fordi hun har fået en flænge under den ene fod. Men landstræner Jesper Jensen forventer at have den stærke Odense-spiller med på holdet mod tyskerne.

- Det bekymrer mig selvfølgelig altid, når en spiller har problemer. Men jeg læner mig op ad vores fagfolk, og de siger, at de er trygge ved, at vi kan få tapet foden op.

- De tror på, at hun sagtens kan spille med det. Jeg tror helt sikkert, at det bliver prøvet i morgen (søndag, red.), siger Jesper Jensen.

Højlund brillerede som playmaker mod både Sydkorea og Ungarn, men efter kampen mod ungarerne opdagede hun den flænge under foden, der endte med at koste hende deltagelsen fredag.

Det skyldtes primært, at man var nervøs for, at såret skulle få en infektion, der potentielt ville koste en længere pause.

Hvis foden heler, som den skal, er Mie Højlund altså snart klar til at genindtage sin plads i truppen.

Jesper Jensen slår da også fast, at han endnu ikke har overvejet at bede en eventuel reserve holde sig klar.

Kampen mod Tyskland er Danmark sidste i mellemrunden. Begge hold er allerede klar til kvartfinalen, og søndagens opgør kommer til at afgøre, hvem der slutter øverst i gruppen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.