Atletik

Lobo Vedel sneg sig videre fra indledende ved EM

Aalborg-løberen med på sidste mandat i 400 meter ved U23-EM i Sverige

Benjamin Lobo Vedel er videre fra indledende runde ved EM for atleter under 23 år i Sverige. Arkivfoto: Morten Sylvest/Ritzau Scanpix
Benjamin Lobo Vedel er videre fra indledende runde ved EM for atleter under 23 år i Sverige. Arkivfoto: Morten Sylvest/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Opdateret kl. 15:04

ATLETIK: De europæiske mesterskaber i atletik for atleter under 23 år blev torsdag indledt i svenske Gävle.

Og allerede på førstedagen var det største danske navn i aktion.

Aalborgensiske Benjamin Lobo Vedel, der nu løber for universitetet i Florida var til start i de indledende heat på 400 meter, og her kom han videre til semifinalerne- ganske som forventet.

Dog var det tidsmæssigt ikke en overbevisende præstation, da nordjyden kun løb i 47.78 - langt fra hans personlige rekord.

Men Benjamin Lobo Vedel havde fordelen af at løbe i sidste heat, og dermed havde han styr på, hvilken tid han skulle løbe for at komme videre fra indledende.

Nordjyden blev således kun nummer syv i sit heat, men tiden var god nok til, at han er klar til semifinalerne på alleryderste mandat.

Dog var alt ikke fryd og gammen for nordjyden. Han døjer med problemer i det ene baglår, der betyder, at han har svært ved at løbe igennem.

Han får behandling i løbet af torsdag aften, meddeler faderen Anders vedel fra Sverige.

Hurtigste tid blev løbet af albanske Franko Burraj, der løb i tiden 47.14 sekunder.

Benjamin Lobo Vedel skal løbe semifinale fredag eftermiddag klokken 17.05, hvor de tre bedste i hvert heat samt de to hurtigste tider går videre i finalen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden