AaB

Lucas om pokalfinalen: Jeg drømmer om at vinde noget med AaB

Lucas Andersen kan vinde sin første titel som AaB'er i pokalfinalen

Lucas Andersen skriger jublen ud efter scoringen til 2-0. Foto: Peter Broen

Lucas Andersen skriger jublen ud efter scoringen til 2-0. Foto: Peter Broen

FODBOLD:Lucas Andersen checkede ud af pokalsemifinalen mod AGF onsdag aften efter godt en times spil.

Men en scoring efter forrygende samarbejde med Kristoffer Pallesen havde han gjort sit til, at AaB førte 3-0, og det så ud til, at en plads i pokalfinalen var ganske sikker.

Men AGF kløede på og i slutminutterne var der belejring af Andreas Hansens mål, inden Sandi Putros kunne fløjte af, og AaB havde vundet 3-2.

- Jeg sad helt ude på kanten af mit sæde. Det var godt nok nervepirrende, men sådan er pokalfodbold åbenbart bare. Der sker altid et eller andet mærkeligt, siger Lucas Andersen.

Han har endnu til gode at vinde sin første titel med AaB, men det får han nu chancen for, når holdet 1. juli møder SønderjyskE i finalen i Sydbank Pokalen.

- Det er jo den ambition, jeg har haft, siden jeg kom hjem. Det er det, som alle koryfæerne i AaB snakker om - den følelse at vinde noget. Det har jeg hørt fra Risgård, Würtz, KEP. De har vundet noget, der betyder noget for klubben.

- Den følelse stod jeg med i 2014 - at det var ærgerligt ikke at være med. Jeg vil også kunne sige, at jeg har vundet noget med AaB, for det er her, jeg er vokset op, og det er her, jeg har spillet det meste af min karriere, sagde Lucas Andersen efter kampen, mens inkarnerede AaB-fans havde travlt med at fyre fyrværkeri af udenfor Aalborg Portland Park.

AaB kom ud til anden halvleg som et forvandlet mandskab. Godt nok førte holdet ved pausen, men i det første kvarter af anden halvleg foldede holdet sig virkelig ud.

- Vi kom ud med en god følelse, fordi vi følte, at vi var med i kampen. De ting, som AGF er gode til, dem fik vi udlignet rigtig godt. Fight, andenbolde, duellerne. Det er ting, som AGF er gode til. De tirrer os og lægger pres på, men der matchede vi dem og overmatchede de. Og så viser vi, at når den bare er på plads, så er fodbold et mindre problem for os. Når vi er gode, så er det let at sætte tingene sammen, og det viser vi i de 20 minutter, siger han.

AaB skal spille finalen i Esbjerg og ikke i Telia Parken, hvor den plejer at blive afviklet.

- Man kan jo håbe, at der er blevet åbnet lidt mere på det tidspunkt, så der kan komme endnu flere fans ind. Det gav allerede rigtig meget bare det, at der var 280 her i aften. Det er en nederen bustur derned, men der er også kortere hjem at feste, hvis vi vinder, siger han med et stort grin.

- Og det er en vigtig kamp, men jeg mener også stadig, vi har masser at køre på i ligaen. Banerne er gode, og vi skal bare give den fuld skrald og ride videre på bølgen fra i dag. Så er der altså også noget at nå der, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.