Lynge Jakobsen mindes Lars Høgh: Scorede dobbelt ved at ansætte ham

Superligaklubben AaB havde i fire år stor glæde af den nu afdøde fynske humørbombe

Lars Høgh giver her instrukser til daværende AaB-målmand Jimmy Nielsen i 2003. Arkivfoto: Lars Pauli

Lars Høgh giver her instrukser til daværende AaB-målmand Jimmy Nielsen i 2003. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Meldingen om målmandslegenden Lars Høghs alt for tidlige død begrædes i den samlede danske fodboldverden.

Fynboens faglige evner og ikke mindst hans smittende humør bliver gang på gang fremhævet, og det kan den tidligere sportsdirektør i AaB, Lynge Jakobsen, tale med om.

Han var i 2003 med til at ansætte Lars Høgh som målmandstræner i AaB og betragtede det både dengang og i dag som et stort scoop.

- Vi scorede dobbelt ved at ansætte ham. For det første vi fik en utrolig høj kvalitet ind i målmandstræningen, og for det andet fik vi en helt unik og varm person ind i vores trænerteam, husker Lynge Jakobsen.

Lars Høgh (tv.) ses her sammen med Jimmy Nielsen og AaB's faste målmandstræner gennem mange år, Harbo larsen. Arkivfoto: Lars Pauli

Lars Høgh (tv.) ses her sammen med Jimmy Nielsen og AaB's faste målmandstræner gennem mange år, Harbo larsen. Arkivfoto: Lars Pauli

Lars Høgh havde i 2000 stoppet sin aktive karriere, og efter et par år som sportsdirektør i barndomsklubben OB startede han sit eget firma som målmandstræner. Her var AaB hurtige til at slå til og sikre sig ny sparring til holdets mangeårige målmand, Jimmy Nielsen.

- Vi havde haft Harbo Larsen som målmandstræner i mange år, og alle ved, at Jimmy også stod på mål for AaB i mange år. Så vi var enige om, at det kunne være godt med noget ny inspiration på det område. Det var Harbo også helt med på.

- Heldigvis kunne vi blive enige med Lars Høgh om, at han skulle tage turen fra Odense til Aalborg et par gange om ugen. Og jeg skal hilse og sige, at han var varm, når han først trådte ud af bilen efter de knap tre timers køretur, fortæller Lynge Jakobsen, der altid har haft en svaghed for det syngende fynske accent.

- Og Lars havde også charmen med sig, så det hele blev ganget med to, tilføjer han.

Lars Høgh fortsatte som målmandstræner i AaB indtil udgangen af 2006, hvor han ikke længere havde tiden til de mange køreture til Aalborg. Superligaklubben ansatte i stedet Poul Buus, der også den dag i dag er ansvarlig for at træne superligaholdets keepere.

Poul Buus (tv.) tog over efter Lars Høgh i AaB fra starten af 2007. Arkivfoto: Grete Dahl <i>Pressefotograf Grete Dahl</i>

Poul Buus (tv.) tog over efter Lars Høgh i AaB fra starten af 2007. Arkivfoto: Grete Dahl Pressefotograf Grete Dahl

- Det er sørgeligt, at det er gået, som det er gået med Lars Høgh, siger Lynge Jakobsen med henvisning til den kræft i bugspytkirtlen, der onsdag 8. december tvang fynboen til at forlade denne verden i en alder af blot 62 år.

- Det er sjældent, at man oplever den bredde i opmærksomheden og savnet, som der siden Lars' alt for tidlige død er blevet udtrykt fra alle tænkelige sider.

- Det understreger bare, hvor unik en person han var, og at han var den samme, uanset i hvilket rum han befandt sig, siger Lynge Jakobsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.