Målfarlig Lindstrøm går på tysk julepause med bredt smil
Den tidligere Brøndby-spiller blev matchvinder mod Mainz, da han scorede for tredje kamp i træk for Frankfurt.

Germany Soccer Bundesliga Arne Dedert/Ritzau Scanpix
Fodboldspilleren Jesper Lindstrøm kan se tilbage på en fremragende afslutning på 2021 med scoringer i årets tre sidste kampe i den tyske Bundesliga for Eintracht Frankfurt.
Lørdag blev den 21-årige dansker matchvinder, da han scorede sejrsmålet i en 1-0-sejr på eget græs over Mainz.
- Vi kan gå på julepause med en sejr, og det er det vigtigste.
- Jeg er glad for, at jeg også i dag kunne hjælpe holdet og give noget tilbage til fansene, siger Jesper Lindstrøm til klubbens hjemmeside.
Frankfurt-spilleren skiftede i sommer fra Brøndby, og efter en tilvænningsperiode er han nu trådt i karakter som hyppig målscorer.
Han er nu oppe på fire scoringer i ligaen, efter at han de seneste dage også har nettet mod Bayer Leverkusen og Borussia Mönchengladbach.
- Alle kampe i Bundesligaen er svære, men vi har den nødvendige mentalitet til at ændre hver eneste kamp.
- Vi har i øjeblikket opnået mere, end man måske kunne have forventet i begyndelsen på den her rejse. Nu får vi os lidt ro, og så kommer vi endnu stærkere tilbage, siger danskeren.
Frankfurt indtager femtepladsen med 27 point efter 17 spillerunder, og holdet er som minimum sikker på at overvintre på ligaens sjetteplads.
Mainz, der har Bo Svensson som cheftræner, går på julepause med 24 point.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.