Fodbold

Målfarlig nyerhvervelse blev helten, da Vendsyssel nedlagde storebror

Alhaji Kamara kom nok engang på måltavlen, da Vendsyssel hentede en vigtig sejr over AaB

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

FODBOLD:Vendsyssel FF hentede lørdag tre vigtige point i bestræbelserne på at undgå nedrykning, da det hjemme i Hjørring blev til en 1-0-sejr over AaB i det nordjyske lokalopgør i Superligaens nedrykningsspil.

Alhaji Kamara scorede kampens eneste mål, og angriberen, der kom til Vendsyssel i vinter, kom dermed på måltavlen for tredje superligakamp i træk.

Vendsyssel fik den første gode mulighed efter 12 minutters spil. Efter en kontra endte et indlæg fra Søren Henriksen i panden på Alhaji Kamara, men han fik ikke dirigeret sit hovedstød mod mål.

I stedet var det AaB, der efter 19 minutters spil fik den næste store chance for at komme foran. Kasper Kusks fremlægning sendte Rasmus Thellufsen alene med Nicolai Flø, men den duel vandt Vendsyssel-målmanden.

Efter en lille halv times spil fik AaB en endnu større chance, da Nicolai Flø nedlagde Wessam Abou Ali. Nicolai Flø gjorde dog skaden god igen, da han med en flot redning afværgede det efterfølgende straffespark fra Kasper Kusk.

Fem minutter før pausen fik Vendsyssel-tilhængerne så også noget at juble over i den modsatte ende. Benjamin Källmann løb fra Mathias Ross i AaB's venstre forsvarsside, og hans indlæg fandt en helt fri Alhaji Kamara, der denne gang nemt kunne heade bolden i mål til 1-0 til Vendsyssel.

Kort før pausen var Vendsyssel tæt på igen, da Benjamin Källmann blev sendt af sted i dybden, men finnen prikkede sin afslutning lige forbi mål.

Anden halvleg fik en chancemæssigt stille start, men efter en times spil var Vendsyssel igen ikke langt fra at fordoble føringen, men fra kanten af feltet sendte Francisco Junior sin afslutning forbi mål.

20 minutter før tid var en stor fejl fra Mathias Ross tæt på at give Vendsyssel en gylden mulighed for at score til 2-0. Den unge forsvarspiller tøvede og blev overrumplet af Alhaji Kamara, der snuppede bolden og havde frit løb ned mod AaB-målet, men Mathias Ross rettede op på sin egen fejl, da han med en god glidende tackling fik stoppet Kamara, inden han fik afsluttet.

De misbrugte muligheder var lige ved at få konsekvenser 10 minutter før tid, da AaB blev farlige for første gang i anden halvleg. Efter gode kombinationer havnede bolden hos Patrick Kristensen, men hans indlæg fandt ikke nogen medspiller, og nærmere en udligning kom gæsterne aldrig.

Med sejren har Vendsyssel nu fire point ned til Hobro på gruppens sidsteplads, mens AaB allerede inden kampen var sikker på at slutte gruppespillet som enten nummer et eller nummer to og dermed få adgang til kampe om en plads i Europa League-kvalifikationen. Puljens to øvrige hold Hobro og Randers mødes søndag i Hobro.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst