AaB

Målfest i sidste AaB-test: AaB vandt i Odense

Kampen mellem OB og AaB endte med 4-3 til nordjyderne efter en underholdende kamp

Kasper Kusk i færd med at drible sig ud af telefonboks inden scoringen til 1-0. Foto: Bente Poder

Kasper Kusk i færd med at drible sig ud af telefonboks inden scoringen til 1-0. Foto: Bente Poder

FODBOLD:Det blev en særdeles underholdende affære, da AaB tirsdag aften spillede den sidste testkamp, inden 3F Superligaen søndag genoptages med en udekamp mod Esbjerg.

På en skøn forårsaften i Odense vandt AaB med 4-3 efter at have været bagud med 2-1 og 3-2.

Hjemmeholdet var nok holdet med mest boldbesiddelse inden pausen, men AaB blev langt mere farlige, og efter et kvarter kom holdet foran.

Kasper Kusk formåede på en eller anden måde at drible sig fra af tre fynboer inde i feltet og lagde bolden på tværs, hvor Oliver Klitten let kunne glide den ind.

Især diagonalpasningerne virkede forrygende i de første 45 minutter, og midtvejs i halvlegen kunne de have givet et pragtmål. Kasper Kusk sendte bolden på tværs til Jakob Ahlmann, der rykkede i præcist det rigtige moment, men hans aflevering skråt tilbage til Oliver Klitten manglede præcision.

Og selvom AaB havde været farligst, så var det alligevel OB, der kunne gå til pausen med en føring. To mål på tre minutter i slutningen af halvlegen gav føringen til hjemmeholdet.

Først udlignede den tidligere AaB'er Moses Opondo, da han i to omgange fik sparket et fladt indløg fra venstrekanten forbi Jacob Rinne, og kort efter kunne Jeppe Tverskov heade et hjørnespark ind ved nærmeste stolpe.

Underholdningen fortsatte efter pausen. Jores Okore kunne udligne på en perfekt frisparksbold fra Kasper Kusk efter 52 minutter, da han ugeneret steg op ved den fjerne stolpe.

Derefter var der gode chancer til OB's Obbekjær og til Oliver Klitten for AaB, men det var OB, der tog føringen tilbage. Et langskud fra Troels Kløve ramte Mathias Ross på armen, og den slags giver jo straffespark nu om dage.

Sander Svendsen sparkede straffesparket sikkert i nettet, men AaB udignede igen med 17 minutter igen, da Kristoffer Pallesen fortsatte sin nyfundne stil som målscorer. Lukas Klitten lagde en perfekt bold mod den fjerne side af feltet, og her kunne Kristoffer Pallesen firsttime den ind.

Og med ti minutter igen kunne indskiftede Tom van Weert sikre sejren for AaB, da han blev spillet perfekt fri - igen fra unge Lukas Klitten. Og hollænderen kunne uden problemer score fra kanten af det lille felt.

Defensivt er der stadig noget ar arbejde med for AaB, men offensivt var der virkelig mange opløftende momenter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.