Aalborg Håndbold

Madsen og Aalborg jagter den ultimative sæson

Der blev ikke taget let på tingene fra Aalborg-spillernes side, og det gik ud over GOG i pokalsemifinalen

Nikolaj Læsø var i hopla mod GOG. Her scorede han otte gange. Foto: Bente Poder

Nikolaj Læsø var i hopla mod GOG. Her scorede han otte gange. Foto: Bente Poder

HÅNDBOLD:Som sagt, så gjort. Det må være det mantra, som Aalborg Håndbolds mesterhold lever og leverer ud fra. I pokalsemifinalen mod GOG var der ingen metaltræthed at spore. Der var ingen slinger i den sejrsdans, der med få undtagelser er blevet danset så ofte før i denne sæson i Aalborgs omklædningsrum efter en af de mange imponerende sejre.

- Vi vidste godt, at det var en svær opgave. Hvis vi tog til Herning uden at være der 100 procent, kunne det blive en rigtig lang og grim kamp for vores vedkommende, så vi havde aftalt, at vi skulle gå ind til den her kamp, som om vi ikke havde vundet en skid. Og det gjorde vi så, siger Nikolaj Læsø.

Selv høvlede den stærke venstreback otte skud i mål, og han var dermed stærkt medvirkende til, at Aalborg uden spænding bookede en billet til pokalfinalen, som bliver et rent nordjysk anliggende mellem Aalborg og Mors-Thy.

- Jo flere sejre vi får, jo mere får vi lyst til at vinde. Vi er trætte nu, men i takt med sejrene træder vi mere og mere sammen som gruppe. Vi er der for hinanden. I dag spillede Møllgaard ikke så meget angreb, men så var det mig. Andre gange er det modsat. Vi er gode til at supplere hinanden, siger Nikolaj Læsø, der tilskriver meget af sin egen og holdets succes til den svenske playmaker Felix Claar, der har været sæsonens helt store åbenbaring på såvel den danske som internationale håndboldscene.

- Jeg må bare sige, at det er fantastisk, at vi har så vild en playmaker, som Felix er. Han er så god til at sætte spillet op, så han har klart været med til, at vi vinder så mange kampe, siger Nikolaj Læsø.

Aalborg-træner Stefan Madsen tøvede ikke med at kalde det for en mandfolkepræstation, at nordjyderne havde vundet over GOG uden at ramme topniveauet fra nogle af de forrige kampe.

- Det er en flok mandfolk. Jeg er meget imponeret, og jeg er glad på alles vegne. Efter Champions League-finalen gav vi hinanden lov til at være skuffede et kort øjeblik, og efter DM-titlen gav vi os selv lov til at være glade lidt længere, end vi var kede af det. Torsdag blev revet ud af kalenderen. Fredag havde vi en kort træning, så at vi står her og spiller sådan, det er dybt imponerende, siger Stefan Madsen.

Aalborg-træneren havde store roser til sine keepere i særdeleshed, men til hele holdet i almindelighed.

- Vores keepere tog vel fem straffekast, og det er fantastisk. Jeg havde sagt til spillerne, at vi skyldte os selv at gå ud og forsøge at spille tæt på den ultimative sæson, som det vil være, hvis vi kom i finalen. Vi skyldte også de mange fans at gøre vores bedste, og det gjorde vi.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.