Madsen venter spændt på Claar-melding
Stefan Madsen har svære betingelser før kampen mod TTH Holstebro, hvor det fortsat er småt med spillere på bænken

Stefan Madsen skal virkelig tænke sig om for tiden grundet de knappe ressourcer. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AALBORG:Skader er stadig et hovedtema for Stefan Madsen op til lørdagens kamp mod TTH Holstebro. Fredagens træning blev ren restitution for den hårdt prøvede Aalborg Håndbold-trup, der heldigvis havde en kæmpe kollektiv succesoplevelse fra torsdag aften at arbejde videre på.
- Vi har kørt lidt restitution, og så har vi set noget video på TTH. Vi har ikke for alvor haft mulighed for at køre taktisk træning, så vi må nøjes med videogennemgangen før lørdagens kamp, fortæller Stefan Madsen.
Han er mest af alt opmærksom på den mentale tilstand hos Aalborg-spillerne, der skal omstille sig hurtigt. Når de løber på banen lørdag eftermiddag er det under 48 timer siden den opslidende kamp mod GOG.
- Lige nu er det mest af alt en mental opgave for os. Det kan ende med at blive en fysisk prøvelse for os, men det er det mentale, vi skal have styr på inden kampen mod TTH, så vi kommer rigtigt ud til kampen. Vi ved det bliver en svær opgave med de vilkår, vi har lige nu. Omvendt kommer vi med en stor succesoplevelse, som virkelig kan være med til at rykke noget, siger Stefan Madsen, der ikke er imponeret over, kampplanlægningen.
- Vi kan ikke gøre så meget ved det, men det er ikke optimalt, at vi skulle spille torsdag og ikke onsdag i vores situation. Men det var ikke muligt at rykke uddannelsesmessen, og så er det jo bare vores vilkår. Jeg må dog bare understrege, at et døgn fra eller til kan gøre en enorm forskel for os i den nuværende situation, siger Stefan Madsen.
Alt tæller
Han udtalte op til kampen mod GOG, at han ikke var bekymret for Aalborg-truppens fysiske tilstand på den korte bane, men han er meget opmærksom på udfordringen i forhold til det lange løb.
- Det handler om de små detaljer. Jeg skal være knivskarp på, om vi lige kan give fem minutters pause til de mest belastede spillere hist og her. Det er virkelig en vigtig øvelse lige nu. Derfor skal vi også være ekstremt afklaret omkring, hvad vi skal gøre, når vi har forskellige spillere på banen. Når vi har Kløve på banen, skal vi spille på én måde, mens vi skal spille på en anden måde, når Marinus er inde, siger Stefan Madsen.
En af de små detaljer, der potentielt kan flytte procenter, så man, da Aalborg Håndbold havde timeout mod GOG. Her så man Mads Hoxer, Henrik Møllgaard og René Antonsen sidde ned i de behagelige udskiftningsstole.
- Det var på deres opfordring, at det blev sådan. De spurgte, om de ikke kunne få lov til at sidde ned, og selvfølgelig kunne de det. Det manglede bare med det arbejde, de yder, siger en tydeligt imponeret Stefan Madsen, der igen understreger, at han også er imponeret over, hvordan de unge talenter bare byder ind i den nuværende situation.
Efter kampen var der roser fra GOG-lejren til Aalborgs talenter, og generelt kan man argumentere for, at Aalborgs talentarbejde slet ikke har fået nok kredit. Det er værd at huske på, at Aalborg primært rekrutterer sine talenter fra nærområdet. Til sammenligning henter GOG talenter fra Sjælland, Fyn og store dele af Jylland.
- Jeg kaldte vores talentarbejde outstanding, og det er bare vigtigt for mig at understrege, at Aalborg Håndbold altid har været og altid skal være et sted, hvor store talenter kan få chancen, påpeger Stefan Madsen.
Der bliver med garanti også brug for de unge mennesker i lørdagens kamp, for der er ikke meget nyt fra skadesfronten.
- Vi må se med Felix Claar. Det er først lørdag, at jeg får en melding på ham. Jeg håber, at han er med, men det ved jeg først lige op til kampen, siger Stefan Madsen.
Der er kampstart i Sparekassen Danmark Arena klokken 16.10.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.