AaB

Magnus Christensen ikke i spil mod Esbjerg: AaB-truppen udtaget

Midtbanespilleren må sidde over i repremieren

Magnus Christensen blev heglet godt igennem af fysioterapeut Simon Enevoldsen ved lørdagens træning. Foto: Lars Pauli

Magnus Christensen blev heglet godt igennem af fysioterapeut Simon Enevoldsen ved lørdagens træning. Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Det var forrygende fodboldvejr, da AaB-truppen lørdag formiddag trænede den sidste gang, inden det endelig går løs med Superliga igen, når holdet søndag møder Esbjerg fB på udebane.

En af spillerne måtte dog nøjes med at blive pisket rundt af fysisk træner Simon Enevoldsen.

Midtbanespilleren Magnus Christensen løb den ene runde efter den anden rundt om træningsbanen, men deltog ikke i den taktiske træning med resten af holdet.

- Jeg må desværre erkende, at der nok først bliver tale om næste weekend for mit vedkommende, siger Magnus Christensen.

- Det er selvfølgelig virkelig træls - specielt lige nu. Men omvendt var jeg nede i et langt dybere hul i mandags, hvor jeg troede, at det var noget, der kunne holde mig ude i længere tid - måske op til en måned. Og sådan er det heldigvis ikke gået. Jeg er blevet scannet, og der var ikke noget at se, men der er altså stadig et eller andet galt med baglåret. Selvom det føles langt bedre nu, siger han.

Magnus Christensen har været fast mand på sekserpositionen på AaB's centrale midtbane i hele sæsonen, og med ham ude skal der kigges på alternativer i form af Robert Kakeeto, Malthe Højholt eller Jeppe Pedersen.

- Det gode for mig er, at der er kort mellem kampene i resten af den her sæson. Der kommer en rigtig vigtig kamp allerede igen i næste weekend, hvor jeg håber på at være klar.

Træner Jacob Friis har udtaget truppen til søndagens kamp. Magnus Christensen og rasmus Thelander er på skadeslisten, mens Tom van Weert har karantæne.

Truppen ser således ud:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Iver Fossum, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 15 Lukas Klitten, 17 Kasper Kusk, 20 Oliver Klitten, 21 Patrick Olsen, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 24 Mathias Ross, 25 Frederik Børsting, 27 Søren Tengstedt, 32 Kasper Pedersen og 34 Anders Bærtelsen.

Kampen spilles klokken 18.00 på Blue Water Arena søndag aften.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.