Manchester United møder PSG i Champions League-brag

Paris Saint-Germain møder Manchester United i Champions Leagues ottendedelsfinaler.

Paris Saint-Germain møder Manchester United i ottendedelsfinalerne i Champions League.

Det blev afgjort ved en lodtrækning mandag i schweiziske Nyon, hvor Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) har hovedkvarter.

De to hold mødte hinanden i sidste sæsons gruppespil, hvor det endte med en sejr til hvert hold.

I 2018/19-sæsonen tabte Manchester United 0-2 i første ottendedelsfinale mod PSG, men gik siden videre med en 3-1-sejr i Paris.

Opgørene bliver også et gensyn mellem to af verdens bedste spillere i Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, der repræsenterer henholdsvis PSG og Manchester United efter klubskifter i sommer.

Blandt de andre opgør i ottendedelsfinaler findes også et møde mellem Bayern München og Atlético Madrid.

Det forsvarende mesterhold, Chelsea, møder franske Lille, mens Europa League-vinderen Villarreal skal på en svær opgave mod Manchester City.

Ottendedelsfinalerne afvikles i midtugerne fra midten af februar frem til midten af marts.

Det seedede hold i alle dyster starter på udebane og har hjemmebane i returkampen.

Der er lodtrækning til kvartfinalerne og resten af turneringen 18. marts. Finalen spilles i denne sæson på Krestovsky Stadium i Sankt Petersborg.

Chelsea er forsvarende mester i Champions League, efter at holdet i maj slog Manchester City med 1-0 i finalen på et mål af tyske Kai Havertz.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.