Manchester United møder PSG i Champions League-brag

Paris Saint-Germain møder Manchester United i Champions Leagues ottendedelsfinaler.

Champions League - Group G - FC Barcelona v Juventus <i>Albert Gea/Reuters</i>

Champions League - Group G - FC Barcelona v Juventus Albert Gea/Reuters

Paris Saint-Germain møder Manchester United i ottendedelsfinalerne i Champions League.

Det blev afgjort ved en lodtrækning mandag i schweiziske Nyon, hvor Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) har hovedkvarter.

De to hold mødte hinanden i sidste sæsons gruppespil, hvor det endte med en sejr til hvert hold.

I 2018/19-sæsonen tabte Manchester United 0-2 i første ottendedelsfinale mod PSG, men gik siden videre med en 3-1-sejr i Paris.

Opgørene bliver også et gensyn mellem to af verdens bedste spillere i Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, der repræsenterer henholdsvis PSG og Manchester United efter klubskifter i sommer.

PSG har endnu sin første europæiske mesterskabstitel til gode. Klubbens eneste finale i Europas fineste klubturnering var i 2019/20-sæsonen, hvor holdet tabte 0-1 til Bayern München.

Manchester United har tre gange vundet en europæisk mesterholdstitel - senest i 2007/08. Holdet har dog været langt fra fordums styrke i de seneste sæsoner. For nylig erstattede tyske Ralf Rangnick nordmanden Ole Gunnar Solskjær som holdets manager.

Blandt de andre opgør i ottendedelsfinalerne findes også et møde mellem Bayern München og Atlético Madrid.

Det forsvarende mesterhold, Chelsea, møder franske Lille, mens Europa League-vinderen Villarreal skal på en svær opgave mod Manchester City.

Liverpool skal op mod østrigske Red Bull Salzburg, mens det italienske mesterhold Inter møder Ajax, der vandt alle sine seks kampe i gruppespillet.

Real Madrid møder Benfica, og Sporting CF duellerer med Juventus.

Ottendedelsfinalerne afvikles i midtugerne fra midten af februar og frem til midten af marts.

Det seedede hold i alle dyster starter på udebane og har hjemmebane i returkampen.

Der er lodtrækning til kvartfinalerne og resten af turneringen 18. marts. Finalen spilles i denne sæson på Krestovsky Stadium i Sankt Petersborg.

Chelsea er forsvarende mester i Champions League, efter at holdet i maj slog Manchester City med 1-0 i finalen på et mål af tyske Kai Havertz.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.